Kort nyt. Ifølge et nyt studie er verden allerede 1,7 grader varmere end før den industrielle revolution.
Svamp i fundamentet
Hvad kan en undseelig havsvamp lære os om fortidens klima og den igangværende globale opvarmning? Måske en hel del.
I et nyt studie beskriver klimaforskere og marinbiologer fra University of Western Australia, hvordan moderne analyser af havsvampen Ceratoporella nicholsoni indikerer, at klodens gennemsnitlige overfladetemperatur i dag er endnu højere end forventet.
Forskerne har studeret udviklingen i forholdet mellem strontium og calcium i havsvampenes skeletter; et forhold, der udelukkende forandrer sig som følge af temperaturændringer. De ekstremt langsomtvoksende svampe er over 300 år gamle og fungerer dermed som et historisk termometer.
Havsvampene findes kun i et mindre område af Det Caribiske Hav og er hentet ved mellem 33 og 91 meters dybde, hvor temperaturen er stabil og repræsentativ for den samlede udvikling, lyder det.

Kort fortalt viser forskernes analyser, at havtemperaturen for alvor begyndte at stige omkring 1860 som følge af menneskelige aktiviteter, og at den samlede opvarmning er 0,5 grader højere end FNs nuværende estimater, der bygger på temperaturudviklingen både til havs og på land. Det betyder med andre ord, at gennemsnitstemperaturen i dag er vokset med over 1,7 grader siden det førindustrielle niveau og ikke 1,2 grader, som FN vurderer.
Det er imidlertid langtfra alle, der er lige overbevist af det nye studie. Samstemmende lyder det fra en stribe klimaforskere, at nok er de nye fund en brik i det store puslespil om de igangværende klimaændringer, men at målinger fra et enkelt område ikke er nok til for alvor at udfordre de gældende estimater for global opvarmning.
Nature Climate Change, 5. februar
Del:

