NOGLE få rådne æbler. Sådan lød svaret fra FN-generalsekretær António Guterres på de beskyldninger, israelske efterretningskilder har rettet mod 12 lærere og ansatte på UNRWAs skoler i Gaza for at have deltaget i massakren i Israel 7. oktober sidste år. Anklagerne førte i fredags til, at USA indefrøs sin støtte til UNRWA. 16 andre lande har siden gjort det samme, deriblandt Tyskland og Sverige. Danmark holder endnu fast i sit bidrag. 

Guterres har erklæret sin afsky over afsløringerne, men også påpeget, at der er tale om ganske få individer ud af de cirka 13.000 ansatte i UNRWA i Gaza. De pågældende er blevet fyret, og man har iværksat en undersøgelse. Generalsekretæren bønfalder de vestlige lande om ikke at afskære nødhjælpen i en tid, hvor de civile i Gaza er udsat for en humanitær katastrofe, hvor hungersnød truer. UNRWA er altafgørende for de civiles overlevelse, lyder det flere steder fra. Vil de vestlige donorlande virkelig være skyld i det?