Leder. I USA bliver Mark Zuckerberg igen grillet for de sociale mediers destruktive forretningsmodel. Herhjemme er vi mere optaget af at kritisere og kontrollere de gamle medier, som den demokratiske samtale afhænger af.
Asociale medier
DE kunne se på lang afstand, at Mark Zuckerberg, Metas topchef, både svedte og vred sig i stolen. Onsdag aften skulle han i Washington svare på kongrespolitikeres spørgsmål om, hvorfor børn er blevet udsat for overgreb på hans medier. Blandt publikum sad forældre til børn, der er blevet seksuelt udnyttet og misbrugt på Instagram, men også Discord, Snapchat, X og TikTok blev kritiseret for at tillade fri leg for overgrebsmænd, skadeligt indhold og handel med stoffer til børn. Og igen måtte de undskylde for det, der jo grundlæggende er deres forretningsmodel: at skabe trafik, sælge annoncer – og så ellers censurere efter forgodtbefindende. I USA er der konstant opmærksomhed på de digitale mediers betydning for både demokrati og brugernes sikkerhed. Gid man kunne sige det samme om herhjemme. Her er vi mere interesserede i de gamle mediers påståede svigt af den demokratiske samtale.
GAMLE medier og deres forretning er under stort økonomisk pres. Der går nok ikke længe, før en dansk avis må lukke, lyder det. Eller: De gamle mediers æra er slut! Billedet er det samme verden rundt: Papirlæserne siver som en forkalket blodåre, de digitale abonnenter kan ikke kompensere for tabet, og annoncørerne forsvinder over på de store digitale platforme. Den ene fyringsrunde tager den anden.
Del: