Margrethe 2. Rigsarkivet ville ikke offentliggøre abdikationserklæringen, men her er den.
Dronningens hemmelige dokument
Der blev skrevet danmarkshistorie, da dronning Margrethe med et pennestrøg, bogstavelig talt, frasagde sig tronen 14. januar. Alligevel har kun ganske få danskere set selve abdikationserklæringen og den præcise ordlyd.
To enslydende dokumenter blev underskrevet af Hendes Majestæt i Statsrådet, hvorefter det ene eksemplar blev anbragt i Statsministeriets arkiv og det andet i Rigsarkivets særlige magasin for dokumenter »af enestående national betydning«, hvortil det blev overbragt i en kuvert 19. januar. I et opslag på sociale medier bekendtgjorde arkivet, at dokumentet var modtaget, og fastslog:
»Abdikationserklæringen opbevares fysisk i Rigsarkivet og scannes og offentliggøres ikke.«
Et par dage senere fortalte rigsarkivar Morten Ellegaard til TV 2 Kosmopol, at det havde været hans opgave at åbne kuverten og læse indholdet for derefter at bekræfte over for Statsministeriet, at det var det rigtige dokument, der var nået frem.

»Jeg følte historiens vingesus, og jeg blev faktisk lidt berørt, da jeg modtog det,« sagde han og bekræftede, at dokumentet på grund af arkivreglerne ikke ville blive gjort offentligt tilgængeligt.
»Rigsarkivaren bliver derfor en af de få danskere, der med egne øjne har set det historiske dokument,« hed det i artiklen, der blot var en af mange i danske medier om det »hemmelige« dokument.
Ingen journalister havde åbenbart tænkt på, at der ligger et identisk dokument i Statsministeriet, som man måske kunne få adgang til.
Og det kan man faktisk. Der erfarede den norske kongehushistoriker Dag T. Hoelseth, der i går modtog det indscannede dokument pr. mail.

På sin blog fortæller Hoelseth, at han allerede dagen efter abdikationen havde sendt en mail til den danske statsministers kontor og spurgt, om abdikationserklæringen ville blive offentliggjort i en eller anden form. Han henviste til sin professionelle interesse i konstitutionel historie og udtrykte ønske om at læse teksten.
»Som historiker, der blandt andet har specialiseret sig i de forfatningsmæssige aspekter af monarkierne, er jeg selvfølgelig interesseret i processen omkring arvefølgen til tronen, og hvordan det rent faktisk foregår, når en monark beslutter sig for at abdicere,« fortæller han.
I går, onsdag, modtog han svaret fra statsministeren:
»Ministeriet havde generøst tolket min mail som en anmodning om aktindsigt og havde besluttet sig for at imødekomme den.«
Historikeren undrer sig dog stadig over, at erklæringen ikke er blevet offentliggjort i Lovtidende eller på anden måde, for eksempel på Statsministeriets hjemmeside.
Lovtidende er et tidsskrift, der udgives af den danske regering med det formål at give den danske stats retsakter – typisk lovgivning – bindende virkning over for almenheden.
»Hvordan kan erklæringen blive anset for mindre vigtig eller 'Lovtidende-egnet' end for eksempel kundgørelsen af kong Frederiks monogram?« spørger han, for det er jo trods alt et dokument, der relaterer sig til, hvem der er statsoverhoved, og fra hvornår.
Den præcise ordlyd af det danmarkshistoriske og nu ikke længere hemmelige dokument er denne:
Vi, Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, af Guds nåde Danmarks Dronning, skal herved meddele, at Vi med Vor underskrift på dette dokument frasiger Os tronen. (sign). Givet på Christiansborg Slot, den 14. januar 2024.
Del: