Mandag. Trump som nordisk gud, den evige ghetto, en skandale og et afklarende dødsøjeblik. Her er …
Dagen ifølge Pernille Stensgaard
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Velkommen til nyhedsbrevet, som jeg skriver i denne første uge af julemåneden. Glædelig jul. De fleste børn venter uskyldigt og utålmodigt på julemanden, juletræet og julegaverne. Nyd det! Jeg håber ikke, de ved, hvad der venter dem som voksne.
Vi afventer nemlig i grader af anspændthed en enkelt mands komme, Donald Trump. Vi aner ikke, hvad han kan finde på, hvilket får Kurt Andersen, forfatter til den berømmede Fantasyland om 500 års amerikansk historie, til her i avisen at kalde Trump en trickster-gud, nærmere bestemt Loke fra den nordiske mytologi. Dette magiske væsen bryder regler og normer for god opførsel, som regel med omfattende skader til følge.

Listen over åbne, livsvigtige spørgsmål er endeløs, alle venter: Hvad vil han gøre ved Ukraine, arrestordren på Netanyahu, toldtariffer, Danmarks guldæg Novo og nu også Syrien, hvor islamistiske oprørsstyrker kæmper mod et regime støttet af Rusland og Iran? Verden har altid set til USA efter svar, det nye er uforudsigeligheden.
Ho, ho, ho!
1. Den evige ghetto?
I aftes blev den årlige opdatering af statens ghettoliste offentliggjort. Gellerupparken (opført 1967-75) ved Aarhus håbede at rive sig fri efter 14 år på listen. Ville redningsplanen til ti milliarder kroner bære frugt?
Nej. Ikke i denne omgang.
Ikke engang selvom et ungt par ifølge DR netop har købt det første nybyggede rækkehus af 26. Parret inkarnerer håbet om en anden slags beboere end dem, man allerede havde. Fordi man ikke kan smide folk ud, jævner man syv blokke med jorden, genhuser dem et andet sted og bygger nye boliger til nogle andre mennesker. Fordi eleverne i Gellerups skole var for ens, blev den revet ned og en ny opført. Bæredygtigt i klimamæssig forstand er det ikke. Gellerup vokser sig større end nogensinde og er stadig systemtænkningens og de store regnearks sted.

For fire andre parallelsamfund lykkedes det: Vejleåparken i Ishøj (tidligere: Ishøjplanen), Motalavej i Korsør, Nørager/Søstjernevej i Sønderborg og Skovgårdsparken i Aarhus udgår af listerne. Det skyldes blandt andet, at uddannelsesniveauet i områderne er løftet, og at antallet af dømte er faldet, skriver Social- og Boligministeriet.
Nu er der otte problematiske parallelsamfund tilbage og ingen nye på listen, hvilket må tolkes som en god nyhed.
2. Danmark dumpede livsvigtig eksamen
TDC mener ikke, at der er tegn på et ondsindet cyberangreb, da Danmarks vigtigste infrastruktur torsdag brød sammen i syv timer. Vi behøver ingen fjender udefra, det klarer vi selv. Tre millioner sim-kort/mennesker kunne ikke ringe 112, hvilket må betegnes som livsfarligt, faktisk skandaløst.
Dagen efter skrev Ingeniøren efter at have talt med beredskabseksperter, at Danmark ikke havde bestået generalprøven.

For det første mangler det danske beredskab robust kommunikation, når en eller flere kanaler bryder sammen. Nedbruddet forstærkede et samtidigt jysk togkaos.
For det andet var det fint nok at sende alt politi og beredskab på gaden, men ret håndholdt, især når folk ikke kunne finde en opdateret oversigt over, hvor hjælpen faktisk befandt sig.
For det tredje udsendte Den Nationale Operative Stab, der var samlet på grund af nedbruddet, ikke en meddelelse til borgerne via det nye mobile varslingssystem Sirenen.
I det lange kommentarspor til artiklen anbefaler flere digitalt opdaterede læsere, at man anskaffer sig to smartphones med hvert sit abonnement. Så er der håb om, at et af dem vil virke.
Jeg henleder opmærksomheden på Weekendavisens artikel om en anden generalprøve, et flere timer langt strømnedbrud på Herlev Hospital i april. Hårrejsende læsning. Det var heller ikke et fjendtligt angreb på skrøbelig infrastruktur – men det kunne det have været.
3. Dødsøjeblikkets klarhed

I år er det 180 år siden, H.C. Andersens Grantræet udkom. Eventyret er en advarsel. Det lille nydelige træ bærer ødelæggende ambitioner om et liv på den øverste hylde. Det vil bare være voksent og berømt og har så travlt med at blive det, at det »slet ingen fornøjelse havde af solskinnet, af fuglene eller de røde skyer, som morgen og aften sejlede hen over hovedet på det«.
Ren carpe diem, bare i træ. Og træet fortryder, da det står alene i sin mørke krog efter kun at have strålet en enkelt aften. »Forbi! Forbi!« sagde det stakkels træ. »Havde jeg dog bare glædet mig, da jeg kunne. Forbi! Forbi!«
Vi skal huske at leve, også i ventetiden.
Med denne opbyggelige historie siger jeg tak for i dag og på gensyn i morgen.
Venlig hilsen
Pernille Stensgaard
Del:
