Hvor besynderligt, at Annette von Droste-Hülshoffs Jødebøgen, som netop er blevet oversat til dansk for første gang siden 1923, ikke er bedre kendt. Jeg læste den med en vis ærgrelse over, at jeg ikke var stødt på den noget tidligere. Droste-Hülshoff er trods alt den eneste kvindelige forfatter i Tyskland, der aldrig har været udeladt i landets litteraturhistorier, og endog en af de meget få kvinder, hvis kontrafej er at finde på tyske pengesedler. Hun blev i sin tid rost af både Theodor Storm og Paul Heyse og af og til udnævnt som Tysklands største digterinde. Robert Schumann skrev i 1845 om Droste-Hülshoffs digte i et brev til H.C. Andersen, at de forekom ham »yderst fremragende.«

Jødebøgen (1842), Droste-Hülshoff mest kendte værk, er en sær, underfundig og frem for alt meget moderne novelle, der giver indtryk af dyb indsigt i den dunkle tyske sjæl. Handlingen udspiller sig i en isoleret landsby i Westfalens skove, hvor tømmertyve, krybskytter og almen lovløshed er udbredt. Det er et sted, hvor der har »dannet sig en anden domstol ved siden af den officielle, lovmæssige, en domstol baseret på offentlig mening«, og hvor »det kun var taberne, som det af og til faldt ind at slå op i en gammel, støvet lovbog«.