DET er populært at sige, at hvis man kun har en hammer til rådighed, ligner alle problemer et søm. Man kan roligt sige, at det karakteriserer de vestlige landes forhold til Israel i denne tid: Fordi man ikke kan påvirke terrororganisationer som Hamas og Hizbollah, så nøjes man med at hamre løs på Israel. Senest er Israel fra alle sider blevet fordømt for sine angreb på FN-soldater i det sydlige Libanon; uden at nogen finder anledning til at nævne, at Hizbollah bevidst angriber Israel fra stillinger klos op ad FN-styrken UNIFILs poster, vagttårne og forlægninger. Var det ikke en fordømmelse værd? At Hizbollah bruger UNIFIL, en FN-styrke på over 10.000 mand fra 46 lande, som menneskelige skjold? Det ville ærligt talt være mere redeligt end at få det til at lyde, som om Israel ikke kan få krig nok og bevidst går efter at nedkæmpe FNs styrker i en blodrus. I det mindste kunne de vestlige lande bruge anledningen til at slå fast, at det ville være en stor hjælp, hvis den libanesiske regering tog kontrol med området og bad UNIFIL om assistance til at afvæbne Hizbollah, sådan som Sikkerhedsrådets resolution 1701 fra 2006 lægger op til. 

ER kritikken af Hizbollahs aktiviteter underligt fraværende, så skyldes det formodentlig netop, at FN-styrken UNIFIL – United Nations Interim Force in Lebanon – siden 2006 har været stationeret i det sydlige Libanon med præcis det formål at demilitarisere området og skabe en sikkerhedszone, så Israel ikke bliver bombarderet. Styrken skal sikre, at området syd for Litani-floden holdes frit for våben og anden militær infrastruktur, som ikke tilhører UNIFIL selv eller den libanesiske hær. Hizbollahs tilstedeværelse er med andre ord UNIFILS fiasko. For hvordan i alverden er det muligt, at Hizbollah siden 8. oktober har kunnet lade morterer, raketter, droner og missiler regne ned over Israel; affyret fra præcis den sydlige del af Libanon mellem Litani-floden og grænsen til Israel, hvor UNIFILs baser og poster er placeret?