Hvid for nylig

Isbjørnen er i dag en af klodens mest ikoniske dyrearter. Den vældige bjørn er det største landrovdyr på planeten og er ikke mindst kendt for sin lyse pels.

Nu viser ny forskning, at isbjørnens karakteristiske lyse farve formodentlig opstod langt senere end hidtil antaget.

Isbjørnen (Ursus maritimus) er nært beslægtet med den brune bjørn (Ursus arctos). Baseret på genetiske analyser lyder den gængse vurdering, at isbjørnen og brunbjørnen begyndte at glide fra hinanden for under en halv million år siden, da nogle af arternes forfædre bevægede sig mod Arktis.

Nu kan forskere fra Københavns Universitet føje yderligere til forståelsen af isbjørnens evolutionshistorie.

I et nyt studie har eksperterne sammenlignet genomer fra 119 moderne isbjørne og 135 nutidige brunbjørne med genomer fra de to ældste kendte isbjørnefossiler, der er henholdsvis 100.000-130.000 og 70.000-100.000 år gamle.

Forskerne fokuserede på 11 nøglegener med særligt stor betydning for isbjørnenes tilpasning og overlevelse i Arktis; blandt andet dyrenes tilvænning til en ensidig og meget fedtholdig diæt, deres kredsløb og deres farve.

Kort fortalt finder forskerne, at størstedelen af genvarianterne, der er specifikke for isbjørnen, findes hos både de gamle og de nye bjørne. Det viser, at de eksisterede tidligt i arternes udvikling og ikke er nytilkomne mutationer i isbjørnens genpuljestamme. Varianterne findes dog i højere frekvens hos isbjørne end hos brunbjørne. 

Til gengæld viser det sig, at to gener med markant betydning for isbjørnens pigmentering kun er fikseret hos moderne isbjørne.

»Opdagelsen giver os grund til at tro, at den lyse pelsfarve hos isbjørne først for alvor har bidt sig fast inden for de sidste 70.000 år – måske de har været brune indtil da,« siger Eline Lorenzen, naturhistoriker og medforfatter til det nye studie.

BMC Genomics, 16. september