At vende tilbage til Jens Christian Grøndahls forfatterskab efter en pause på 15 år og seks romaner er som at genbesøge en mondæn turistfælde som for eksempel Gammel Skagen, hvor Grøndahl ikke tilfældigt har for vane at skrive sine essaysamlinger: Der er kommet et par nye, hundedyre skaldyrsrestauranter til og en hel serie af butikker med finere nips, men atmosfæren er den samme åndeligt og æstetisk og ideologisk kitschede som altid.

Bagsidens handlingsreferat ligner et referat af en typisk Jens Christian Grøndahl-roman så graverende meget, at det faktisk gør ondt, selvom lige præcis stilens anstrengte, selvimponerede sirlighed mangler, her midterdelen: