Det lignede undertiden en opvisning i politisk skizofreni, da Demokraterne i denne uge formelt udnævnte Joe Biden til deres præsidentkandidat. Under det fire dage lange konvent, der var blevet en online-affære i anledning af COVID-19, kom talerne i hvert fald med noget forskellige udlægninger af den tidligere vicepræsidents profil. Man kunne for eksempel opleve en hyldest til demokraten fra den tidligere republikanske Ohio-guvernør John Kasich, der gjorde sit bedste for at betrygge nervøse, Biden-nysgerrige republikanere og uafhængige vælgere: »De frygter, at Joe måske drejer skarpt til venstre og efterlader dem,« men det tror Kasich ikke på. Biden er fornuftig, og »ingen koster rundt med Joe«.

Samme dag kunne man også høre Bernie Sanders, venstrefløjens frontfigur, tale varmt om sin tidligere rivals politiske planer. Og dagen forinden havde den demokratiske socialist erklæret i et tv-interview, at Biden har potentialet til at blive »den mest progressive præsident siden Franklin Delano Roosevelt«.