Læserbreve

Aktiv dødshjælp I

Anne Christina Kjerulff, praktiserende læge, København.

Poul Pilgaard Johnsen skriver om Lægeforeningens holdning til aktiv dødshjælp (WA 25). Som læge finder jeg det sørgeligt, at journalister medvirker til at skabe mistillid til landets læger. Bliver man som patient frygtsom og tvivlende, er det giftigt for et godt behandlingsforløb eller et trygt terminalt forløb.

Jeg kender ikke til kollegaer, der synes, at der er behov for at have dødbringende medicin liggende i privaten, i tilfælde af at de skulle blive alvorligt syge. Det er et udsagn fra Johnsen, som jeg undrer mig meget over. Sundhedspersonale, der har fulgt mange terminale forløb, vil slet ikke have det behov, da de ved, at man kan lindres. Døden er ikke altid smuk eller kontrolleret, nuvel, men med rette palliative behandling er der lindring at hente.

Lægeforeningens budskab er, at man tager afstand fra aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, da det indebærer, at man slutter livet for et menneske i ikke umiddelbar nærhed af forventet død. At ophæve aktiv behandling, når det er udsigtsløst, eller bruge smertestillende behandling ved terminale tilstande med store smerter i doser, der gør, at patienten falder hen og holder op med at trække vejret, er allerede lovligt og er en del af palliativ behandling, men gøres kun, når sygdommen er i sit sidste stadie, og der ikke kan forventes nogen bedring. Samtalen om ønsket om den værdige død for ikke at leve et uværdigt liv er svær, men bør hjælpes med andet end en lov om aflivning, den løsning er dødssyg og en uetisk glidebane. Lægens formål er at helbrede, trøste og lindre, aldrig skade eller slå ihjel.

Aktiv dødshjælp II

Gunnar Lose, professor emeritus, dr.med.

Lægeforeningens formand angriber Poul Pilgaard Johnsen for at afvise virkeligheden og fordreje debatten (WA 26). Traditionelt har Lægeforeningen været modstandere af aktiv dødshjælp med henvisning til specielt Etisk Råd, og man har promoveret den holdning i så stærk en grad, at det har skadet den frie debat blandt foreningens medlemmer, hvor tilhængere af aktiv dødshjælp har følt sig stigmatiseret.

Ifølge Lægeforeningens formand fremgår virkeligheden af en undersøgelse, som Lægeforeningen har fået foretaget. Undersøgelsen starter med fire meget ordrige og detaljerede udsagn, som deltagerne skal forholde sig til, herunder hvorvidt det er aktiv dødshjælp at slukke for en respirator. At Lægeforeningen med en sådan undersøgelse mener at kunne udtale sig om danskernes sande holdning til aktiv dødshjælp er nok lidt for optimistisk.

Hvad angår redelighed i debatten, har Lægeforeningens formand lagt niveauet ved i pressen at have formuleret sig på en måde, der er blevet opfattet som insinuerende, at statsministeren går ind for aktiv dødshjælp for at spare penge. Statsministeren har betegnet disse insinuationer som under lavmål og uklædeligt, hvilket fik Lægeforeningens formand til skyndsomt at bedyre, at det ikke var hensigten. I modsat fald havde hun været nødt til at gå af som formand!

Medicinske gennembrud har ofte krævet års diskussion, det gælder fri abort, der blev indført i 1973 efter en diskussion på mere end et halvt århundrede med nogenlunde samme bekymringer, som fremføres i forbindelse med aktiv dødshjælp. Lovgivningen anerkendte den gravides frie valg, som i øvrigt er et grundlæggende princip i den danske lovgivning.

Mange års erfaring i sygehusvæsenet, blandt andet med svært syge gynækologiske patienter, har overbevist mig om, at der findes tilfælde af ubærlig sygdom, hvor patienter lider i en grad, så livet opleves værre end døden, og hvor aktiv dødshjælp er eneste rimelige udvej for at undgå at forlænge en pinefuld død.

Lægeforeningens mangeårige, til tider farisæiske fremturen med stærke holdninger mod aktiv dødshjælp, har været kontraproduktiv for en seriøs åben diskussion af, hvordan aktiv dødshjælp bedst udformes og implementeres. Historien har vist, at der findes mange læger med det medmenneskelige overskud til på frivillig basis at medvirke til aktiv dødshjælp.

Humanitær festival

Signe Lopdrup, administrerende direktør, Roskilde Festival

Helene Sonne Spørger i en kronik (WA 26), om Roskilde Festival er solidarisk med kræfter, der ønsker Israels udslettelse. Helene Sonne mener, at Roskilde Festival gået i Hamas’ fælde og opildner til had mod jøder og israelere.

Hun spørger, om festivalen vil stille faciliteter til rådighed, hvor Danish Jewish Awareness Group, som hun repræsenterer, kan vise filmoptagelser af unge mennesker, der blev myrdet på Nova-festivalen i Israel 7. oktober 2023.

Lad mig slå fast, at Roskilde Festival ikke ønsker Israels udslettelse. Festivalen fordømmer enhver form for vold mod civile.

Det gælder også Hamas’ brutale og umenneskelige drab og kidnapninger 7. oktober og det frygtelige spor af smerte og tab, som angrebet stadig trækker for mange israelere og jøder.

Den konkrete anledning til Helene Sonnes spørgsmål er arrangementet »Voices of Hope and Peace for Palestine«, som fandt sted tirsdag den 2. juli på årets festival.

Her var nogle hundrede unge mennesker mødt op i festivalens forsamlingshus til foredrag, debat, musik og mad. Arrangementet var en rolig og reflekteret oplevelse, hvor deltagere udvekslede meninger, og på intet tidspunkt blev der opildnet til had mod jøder eller israelere.

Tværtimod blev der netop talt om at samle og gå imod et narrativ om splittelse. Arrangementet var ikke tilrettelagt som en demonstration eller på anden vis udtryk for politisk stillingtagen, hvor deltagerne skulle afkræves bestemte meninger om komplekse politiske og historiske forhold.

Vores hensigt var at bruge kunst og kultur til at sætte perspektiv på en humanitær krise i en region, hvor mange civile er hårdt ramt af en voldsom konflikt. En krise, som store dele af verdenssamfundet anser som en humanitær katastrofe og resultatet af en langvarig og meget ulykkelig konflikt med store menneskelige tab på begge sider.

Roskilde Festival deler ikke Helene Sonnes holdning, at Gazas ofre er en del af Hamas’ propaganda. Og vi kommer ikke til at imødekomme hendes ønske om at vise filmoptagelser med drab på unge israelere. Vi mener ikke, at det er vejen frem.

Roskilde Festival skal indgyde håb og tro på, at forandring er mulig. Derfor vælger vi det humanitære perspektiv. Lige nu er unge i hele verden stærkt optaget af begivenhederne i Gaza. Vi tror, at dialog og forståelse på tværs af kulturelle grænser kan bidrage til forståelse og fred.

Vi anvender også denne humanitære tilgang i Foreningen Roskilde Festivals donationer og har i 2024 udloddet cirka 1,1 million kroner til Læger uden Grænser og Dansk Røde Kors.

Pengene går til medicinsk hjælpearbejde og psykologisk og social støtte til børn og unge i Gaza.