En stribe udbrud af højpatogen fugleinfluenza af undertypen H5N1 hos amerikansk malkekvæg har trukket store overskrifter den seneste tid. Udbruddene er overraskende af flere årsager. Dels lød den udbredte antagelse blandt forskere og eksperter, at kvæg ikke smittes med influenza A, som er den overordnede virustype, H5N1 tilhører. Dels er der over en bred kam konstateret forbavsende store mængder virus i de smittede køers mælk og yvervæv og i langt mindre grad i dyrenes luftveje.

Nu har forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut afklaret en del af mystikken. Til deres egen store overraskelse har forskerne på baggrund af nye undersøgelser opdaget en receptor for fugleinfluenza i yvervæv fra køer.

Konkret beskriver forskerne, hvordan receptoren SA-α2,3, som H5N1 bruger til at inficere en vært, er til stede i vidt omfang i køers mælkekirtler. Mennesker har også receptoren, men her er den langt mindre almindelig og findes dybt i lungerne og i øjnene. Den hidtil eneste bekræftede person, som er smittet med H5N1 via malkekvæg, ragede netop en øjeninfektion til sig.

De nye resultater er foreløbig udgivet som preprint, altså en videnskabelig artikel, der endnu ikke har været igennem peerreview.

Fugleinfluenza kan finde vej til koen gennem særlige receptorer i yveret. Foto: Thierry Zoccolan, Scanpix
Fugleinfluenza kan finde vej til koen gennem særlige receptorer i yveret. Foto: Thierry Zoccolan, Scanpix Thierry Zoccolan/AFP/Ritzau Scanpix

»Nu har vi fået opklaret mysteriet om, hvorfor der er så meget virus i mælken, og nu skal vi have fundet ud af, om receptorerne i køer kun er modtagelige over for præcis denne undertype af virus (H5N1, red.), eller om alle typer fugleinfluenza kan komme den vej ind,« siger Lars Erik Larsen, professor i veterinær virologi på Københavns Universitet, til Fagbladet Ingeniøren.

Ingeniøren, 21. maj

bioRxiv, 3. maj