Kort nyt. Bly var en medvirkende årsag til Beethovens vigende hørelse og dårlige helbred.
Beethovens blyforgiftning
Ludwig van Beethoven er først og fremmest kendt for sit enorme bidrag til den klassiske musikhistorie, men også den store komponists skrantende helbred er fortsat genstand for stor interesse. Mest berømt er den hørelidelse, der ramte Beethoven mod slutningen af det 18. århundrede og gjorde ham døv i 1818, ni år før sin død. Den store virtuos led også af tilbagevendende mave-tarm-lidelser, der plagede ham livet igennem.
Baggrunden for Beethovens sundhedsmæssige kvaler og død diskuteres vidt og bredt, og nu har videnskaben efterhånden flere solide bud på årsagerne.
Sidste år kunne et internationalt forskerhold præsentere kortlægningen af Beethovens genom på baggrund af dna hentet i rester af hans hår. Sekventeringen afslørede, at den tyske komponist bar på en række genetiske markører for leversygdom, og at han i tiden op til sin død i 1827 var syg med hepatitis B.
Og ikke nok med det. Nu kan patologer fra Harvard University og Mayo Clinic i USA afsløre, at Beethoven også var plaget af svær blyforgiftning.

I et nyt studie har forskerne foretaget toksikologiske analyser af to af Beethovens efterladte hårtotter og her fundet ekstremt høje niveauer af bly, arsenik og kviksølv.
Især mængden af bly er opsigtsvækkende. De to hårprøver indeholder henholdsvis 64 og 95 gange mere bly, end hvad der betegnes som den øvre grænse for en sund person. Det betyder ifølge patologerne, at koncentrationen af bly i Beethovens blod kan have ligget på 69-71 mikrogram pr. deciliter.
Så høje blyniveauer er »almindeligvis forbundet med mave-tarm- og nyrelidelser og nedsat hørelse«, skriver forskerne i studiet, mens de samtidig afviser, at blyforgiftning var den direkte årsag til Beethovens død.
Kilden til den megen bly skal formentlig findes i vin, som Beethoven drak i store mængder, og som dengang ofte blev sødet med bly.
Clinical Chemistry, 6. maj
Ars Technica, 13. maj
Del:



