Holocaust repræsenterer en definitiv skillelinje i filmhistorien. Det er muligvis et udsagn, der kan være svært at forstå i 2024. Da nazisterne forsøgte at udrydde Europas jøder, var filmkunsten trods alt ikke mere end knap 50 år gammel, og i mange henseender var den stadig i sin vorden. Men i årtierne efter krigens afslutning bredte der sig en fornemmelse af, at koncentrationslejrene var forbundet til en form for filmisk svigt.

Særligt i Frankrig kæmpede man efter krigen med et filmkunstnerisk samvittighedsnag. Nybølgeikonet Jean-Luc Godard følte, at filmmediet havde svigtet sin forpligtelse til at dokumentere udryddelseslejrene, og at Holocaust udgjorde en etisk falliterklæring, der markerede selve filmkunstens afslutning. For filosoffen Gilles Deleuze stod filmkunsten indtil krigen som en slags objektivt sandhedsvidne, der kunne hjælpe menneskeheden med at formulere fælles erfaringer og skabe kollektive arketyper. Med Holocaust kollapsede sandhedspotentialet, og selve ideen om arketyper fremstod pludselig gennemført fascistoid.