Det er 75 år siden, Martin A. Hansen skrev Løgneren, og Gyldendal markerer jubilæet ved at genudgive den i ny udgave – med forord af Hella Joof – til udgivelse trettende marts, datoen, hvor bogens handling begynder. Det forstås. Løgneren er en af Gyldendals mest succesfulde litterære udgivelser nogensinde, og den er en af det 20. århundredes mest populære, analyserede og omdiskuterede danske romaner. Men hvis man alligevel skulle have brug for en genopfriskning, følger den her:

Johannes Vig er jæger, hundelufter, piberyger, lokalhistoriker, forfører, degn og skolelærer på Sandø, »et lille muldvarpeskud i havet«, som har været frosset inde, og dermed skåret af fra omverdenen, vinteren over. I nogle blå kollegiehæfter skriver Vig om de små hændelser, der binder livet på øen sammen – kaffeselskaber, søndagsprædikener, jagtudflugter – men under det løber en understrøm af noget mere alvorligt. Vig er nemlig indblandet i hele to kærlighedsdramaer. På den ene side er han draget mod Rigmor, som er gift med gårdejeren på Næs, øens rigeste mand. På den anden side har Vig et godt øje til Annemari, »Sandøs rose«, en tidligere elev, som imidlertid er forlovet med den milde, stærke Oluf. Han har dog været inde på fastlandet vinteren over, og i den periode har Annemari indledt et forhold til ingeniøren Harry, som gerne vil væk fra øen. Når isen bryder, er Harry fri til at rejse, Oluf vil vende tilbage, og som Johannes Vig spørger retorisk i sine hæfter: »Hvad så, Annemari?«