Kultur­­anbefalinger

Lydbog

Æresikon

Det er ikke første gang, jeg anbefaler noget Barbra Streisand-relateret, og det bliver nok heller ikke sidste. Dertil er Streisand simpelthen for vild: For nylig modtog hun en ærespris for sit livslange arbejde som skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og producer fra sin fagforening, Screen Actors Guild, og der var ikke et øje tørt. Streisand lignede den sædvanlige excentriske million i alpehue og sorte chiffonhandsker, og hun erklærede hurtigt, at denne pris var særlig, fordi hun på forhånd vidste, at den var hendes, og at hun derfor ikke behøvede at smile stift, når den gik til en anden. 

Sidste år udkom Streisands selvbiografi, My Name is Barbra, som fylder knap 1.000 papirsider og 47 lydbogstimer, hun læser selv, og det er en sand fryd at lytte til hendes luftige stemme og perlende latter, mens hun fortæller om livet som grim ælling, siden svane. 

Selvbiografien er også en anledning til at få styr på Streisands oeuvre. Filmen Yentl (1983) er et godt sted at begynde: Her spiller Streisand en ung jødisk kvinde i Østeuropa omkring år 1900, hun vil bare læse og lære, hvilket tvinger hende til at give sig ud for at være en mand. Streisand instruerede, hun synger også, blandt andet hittet »Papa, can you hear me?«, og det er queer og kitschet og meget vidunderligt.

My Name is Barbra, Penguin Random House.

Podcast

Bladkulørt

To venner læser 25 år gamle ugeblade, Familie Journal og Ude og Hjemme, og den allersødeste, mest opløftende, tankevækkende og virkelig fjollede musik opstår. De bedste ideer er virkelig de enkle, i hvert fald i tilfældet Bladvenner: Værterne og hyggefranserne Nicholas Nybro og Mathias Helt, henholdsvis designer og garvet radiovært, udfolder en nær fortid, hvor ugebladene bragte artikler om det nye internet, og læserne skrev til brevkasseredaktører i stedet for at bede Google og/eller sociale medier om hjælp til sildesalat, indgroede hundehår og svære svigerforældre.

 Kirsten Hüttemeier er Des med læserne, som nærer enorm tiltro til hende, hun er også praktisk, det meste kan åbenbart overleve år og måneder i fryseren. Der er røde pebre i potter, »en sød og enkel værtindegave« og kålhoveder, der bliver til vaser, mens historierne fra det virkelige liv overgår fantasien, for eksempel den om taxachaufføren Grete Gren, der havde en død mand på bagsædet. 

Nybro og Helt læser så indlevende, at det føles som at være til fest i 1999. Det er nemt at le, og det er også meningen. Latteren er hjertelig, ofte forbløffet: Mennesker var også mærkelige og for det meste ret nuttede for 25 år siden.

Bladvenner, Nicholas Nybro og Mathias Helt, Ally.

Instagram

Kongeven

Flere brands, institutioner og virksomheder gør sig lystige på de sociale medier med selvironi, memes og lol, men få er så dygtige til det som Livrustkammaren, museet om Sveriges kongelige historie, og »din historiebästis« på Instagram. Det er altid vanskeligt at forklare en vits, det er især svært, når vittigheden både er indforstået med resten af internettet og Sveriges konger, deres rustninger og dronninger.

 Opslaget på valentinsdag lader sig måske bedst oversætte, her kom Livrustkammaren dem, der ikke vidste, hvad de skulle iklæde sig på deres date, til undsætning med en stribe vildt seje outfits fra samlingen, blandt andet en 1700-tals uniform til dig, »som tænker at citere Goethe på din date (måske ikke den bedste idé) og være ekstra Sturm und Drang«. 

En særudstilling om enhjørninger er godt stof ligesom prins Augusts røde morgenstøvler med hele fire langhårede kvaster: »Du vil se det. Vi har det. Du behøver ikke sige tak.« Det er tydeligt, at museet er rigt på smukke genstande og derfor helt sikkert et besøg værd in real life.

Livrustkammaren.

Udstilling

Folkedragter

Lige lynhurtigt: Jeg er ikke veninde med Nicholas Nybro, jeg har aldrig mødt ham, det her er ikke en kontaktannonce – det er et tilfælde. Samme Nybro, som er medvært på Bladvenner, har skabt udstillingen Stolt: en moderne fortælling om folkedragter, som netop nu kan ses på Designmuseum Danmark. 

Nybro er nok især kendt for den gigantiske røde og helt fabelagtige kjole, som Ghita Nørby bar til hofbal i 2016, og som ifølge folkedybet lignede en moderkage. De nytænkte folkedragter er ikke mindre kedelige: Den lokale historie, stedets myter og kultur, virker som muser for Nybro, for eksempel står den nye Amager-dragt, en sort puppelignende dunjakke, på skuldrene af både de mange virkelig store dynejakker, man kan se en vinterdag på Amagerbrogade, og jøben, en oprindelig sørgedragt i uld fra øen. Tisvilde-dragten er selvfølgelig en variation over den falmede badekåbe, som de selvsikre sommerhusejere bærer uden blusel til og fra stranden, mens Aarhus-dragten er ét stort glitrende smil. 

Museets permanente mode- og tekstilhjørne er også altid et besøg værd; oh, hvilke skatte der gemmer sig under glas i de smukke kommodemøbler med de smalle skuffer, som gæsten kan trække ud i eget tempo. Senest har et broderet pudebetræk fra 1946 gjort indtryk med et mønster af de fineste grønne stikkelsbær.

Stolt: en moderne fortælling om folkedragter, til 26. maj.

Podcast

Populærkultur

Marina Hyde er The Guardians skarpeste og skæggeste kommentator. Richard Osman er storsælgende hyggekrimiforfatter, tv-quizvært og -skaber. Nu har de en fælles podcast, The Rest is Entertainment, og lytteren skal stå tidligt op, hvis hun skal fange alle kulturelle, litterære, historiske og politiske referencer, mens Hyde og Osman diskuterer, hvordan langsomme gengivelser af mål har påvirket fodboldspillets æstetik, og om det er familien Obama eller familien Sussex (alias Harry og Meghan), der regerer over det mest betydningsfulde medieimperium. Intet er for populært til de to, youtubere og reality-tv behandles ægte nysgerrigt, Osman og Hyde ser faktisk det hele. 

Derudover er det muligt at stille spørgsmål pr. mail: En lytter vil vide, hvordan medvirkende og produktionshold kan holde på hemmeligheden om, hvem der vinder bagedyster og lignende. Hyde og Osman taler så smukt, de er lattermilde og lige præcis personlige nok. 

Forleden havde Osman set The Sound of Music for første gang, fordi hans kone havde fødselsdag og måtte vælge filmen, og både Hyde og Osman var enige om, at det var smart, at den enlige far, baron von Trapp, brugte en fløjte til at holde styr på sine syv børn.

The Rest is Entertainment, Marina Hyde og Richard Osman, Goalhanger Podcasts.