Man må gerne kigge gennem vinduer

Jeg har lige siddet med Per Højholts Enhjørningens kvababbelser, hans opsamling af aktuelle bestillingsdigte fra 1979, og nu skal jeg anmelde to debutromaner, Sophie Kallehauges Forårssind og Inger Smærup Sørensens Dødsbo, og kan derfor ikke lade være at citere uforholdsmæssigt fra kvababbelsen »Didaktisk digt om sideben«, som er en polemisk kommentar til det, der dengang ikke blev kaldt autofiktion, men bekendelseslitteratur:

»Jeg bad Oluf Mortensen om at fortælle om sit liv,/ han fortalte: 'I 1969 var jeg på sygehuset,/ siden har jeg ikke haft ondt i mit ben.'/ Jeg bad hans kone, Rigmor, om at fortælle om sit liv,/ hun fortalte: 'I 1969 var han på sygehuset,/ siden har han ikke haft ondt i hans ben.'/ Jeg spurgte om der ellers var sket noget,/ hun sagde: 'Næh, ellers er der ikke sket noget':/ 'Hvad med børnene,' spurgte jeg./ 'Joh,' svarede Rigmor, 'de har det godt nok'// Jeg kan godt lide Rigmors stil./ Hun sagde ikke noget om at Oluf var en ren satan/ indtil han fik sat benet af i ’69./ Rigmors stil har sideben, Olufs osse,/ ikke noget med at fortælle at han sad i 3 år/ før indehaveren af sognets eneste træben endelig døde.«