Den syner ikke af meget, den russiske kirke i Bredgade i København. Faktisk kan man sagtens passere forbi uden overhovedet at bemærke den, så diskret er den passet ind i husrækken som en stilfærdig eksistens mellem Marmorkirken og Frederiksstadens fornemme palæer. Men løfter man blikket op til sjette sals højde, kommer den lille bygnings helt karakteristiske ingrediens til syne: de tre gyldne, løgformede kupler, som i 150 år har sat sit festlige præg på hovedstadens skyline. Et indslag af en eksotisk, tivoliagtig skønhed, som spiller fint sammen med de mange tårne og spir.

Denne fremmedartede skønhed er utvivlsomt en stor del af det billede, de fleste af os har af den ortodokse kirke. Og hvis man dertil lægger noget med ikoner, langskæggede prælater og en noget anderledes kalender, er det meste nok ved at være sagt. Men mens det de første mange år hovedsageligt var den danskfødte kejserinde Dagmar, moder til den sidste tsar, der brugte kirken i Bredgade, ikke mindst i sit eksil efter revolutionen, så er der nu mere end 100.000 ortodokse kristne i Danmark – og de bliver flere. Ikke desto mindre er vort kendskab til deres historie og den tradition, de repræsenterer, stadig mildt sagt begrænset.