Analyse. Vesten leverer nu endelig nogle af de avancerede våben, som Ukraine har efterspurgt i snart et år. Men våbnene når næppe frem, før Rusland omringer Bakhmut og sætter gang i en forventet storoffensiv.

Mulighedernes vindue for Putin

Serhij Istomin havde ingen militærerfaring, da Rusland invaderede Ukraine for knap et år siden. Men han meldte sig som frivillig og betalte den ultimative pris for sit hjemland.

I fredstid havde den på det tidspunkt 45-årige mand arbejdet som programmør, systemadministrator og office manager. Han levede lykkeligt med sin kone, Inha, og deres to børn.

Under krigen blev Serhij skytte og sanitetssoldat, overkonstabel af 1. grad, i Ukraines 79. luftbårne brigade. I første omgang blev han trænet i sikker afstand fra kamphandlingerne, men i løbet af sommeren 2022 sendte han og hans kammerater flere anmodninger om at få lov til at gøre en forskel ved fronten.

»Jeg accepterede Serhijs beslutning, selvom jeg udmærket godt forstod, hvordan det kunne udvikle sig. For jeg forstod også, at det var nødvendigt at forsvare Ukraine,« fortæller Inha over en telefonforbindelse fra havnebyen Odesa.

Hendes mand blev sendt til landsbyen Novomykhajlivka i Donetsk-regionen i Østukraine. Den 29. oktober blev Serhijs deling overrendt af et massivt russisk angreb, som startede klokken halv seks om morgenen og blev ved indtil klokken 11.

Russerne brugte både kampfly, kampvogne og stormtropper, der til sidst erobrede de ukrainske stillinger og tog de overlevende ukrainere til fange. De hårdt sårede, som ikke selv kunne gå, skød de efter sigende på stedet.

Det er uklart, hvordan Serhij Istomin blev dræbt. Umiddelbart blev han ramt af granatsplinter i sin venstre side: både i hovedet og overkroppen. Desuden havde han et stort sår ved solar plexus, hvor hans skudsikre vest ellers burde beskytte ham. Såret var syet sammen, da Inha senere fik udleveret Serhijs krop samt hans telefon, ur og halskæde med kors:

»Vi har haft det vidunderligt sammen og har altid støttet hinanden. Da vores to børn var helt små, var det ofte ham, der tog sig af dem, fordi jeg havde et godt arbejde og pendlede til en anden by. Vores søn er nu 13 år, vores datter er 12, og min Serhij vil altid være 46.«

Bakhmut under pres

Hver dag bliver mange ukrainske familier ramt af den samme slags sorg, som Inha og hendes børn har været igennem. Og hver dag sender andre familier deres kære afsted til frontlinjen. Jeg så dem gøre det, da jeg i sidste måned rejste med tog fra Kyiv til Østukraine.

På store og små perroner blev der givet knus, grædt og sagt farvel, når de mange mænd og enkelte kvinder i uniformer steg på toget. En del af dem forsøgte at bevare deres gode humør, mens andre sad med triste eller våde øjne. De vidste alle sammen godt, hvad de var på vej til: kødhakkeren i Donetsk-regionen.

Den ukrainske vinteroffensiv, som mange eksperter talte om sidst på efteråret, er udeblevet. I stedet har Rusland overtaget initiativet i krigen ved hjælp af især den mobilisering, som Vladimir Putin igangsatte i slutningen af september.

I vintermånederne har russerne presset voldsomt på, ikke mindst ved Bakhmut, en by på størrelse med Esbjerg. For knap en måned siden besatte de den mindre by Soledar omkring ti kilometer nordøst for Bakhmut; den første russiske erobringssejr siden sommer. Lige siden har de rykket langsomt, men sikkert frem i forskellige retninger: nord for Soledar mod Siversk, vest for Soledar for at omringe Bakhmut fra nordvest og endelig sydvest for Bakhmut for ligeledes at omringe byen fra den retning.

Mulighedernes vindue, som Ukraine havde i efteråret, er smækket i. Nu er man nødt til at skære et nyt.

Mikhail Dubinjanskij, Ukrainsk politisk kommentator og kolumnist ved avisen Ukrajinska Pravda

De talrige frontale angreb mod Bakhmut, som har stået på siden sommer, har de suppleret med en smart knibtangsmanøvre, der allerede nu har gjort det væsentligt sværere for ukrainerne at komme med forsyninger og forstærkninger. Hvis den russiske fremgang fortsætter, bliver ukrainske styrker snart nødt til at rømme byen, der for længst har fået en kolossal symbolsk betydning for begge de krigsførende parter.

Fra ukrainsk side håber man, at det i så fald bliver en pyrrhussejr for Vladimir Putin, som da han i sommer ofrede ufattelig mange soldater for at erobre Sjevjerodonetsk i Luhansk-regionen. Dengang løb russerne simpelthen så meget tør for kræfter, at ukrainerne efterfølgende kunne svare med to store modoffensiver i Kharkiv- og Kherson-regionerne.

Men det kan blive vanskeligt for Ukraine at gentage strategien på grund af forandringerne i Rusland.

Putin har styr på russerne

For et halvt år siden var Putin nærmest ved at tabe krigen, fordi han ikke turde mobilisere flere soldater, selvom det åbenlyst var nødvendigt på grund af de massive russiske tab. Og da Ruslands diktator endelig tog springet i september, spåede mange iagttagere, at det kunne gå ud over hans popularitet og evne til at føre krig.

Dels var der mange russere, der flygtede ud af Rusland. Dels var sociale medier fyldt med eksempler på mobilisering, der var gået galt. Utilfredse mænd, der var sendt til fronten med uduelige våben og udueligt udstyr. Hærværk mod rekrutteringskontorer. Meningsmålinger, der viste vigende opbakning til krigen.

I dag er det længe siden, at vi har hørt den slags historier. Det putinske system har rettet op på sine fejl og er holdt op med at skabe utilfredshed ved at mobilisere akademikere, ja sågar enkelte embedsmænd fra Moskva som soldater. I stedet går styret nu målrettet efter de fattige mænd fra provinsen med fortællingen om, at det ikke er Ukraine, men Vesten, Rusland kæmper mod. Den er noget nemmere at sælge for russerne end den oprindelige påstand om den angiveligt nazistiske regering i Kyiv.

Lige nu tyder meget på, at Putin regner med at mobilisere endnu flere soldater, at han vil kunne gøre det igen og igen, og at de mange tab ved Bakhmut dermed ikke bliver et strukturelt problem for ham.

»Russerne har lært at elske krigen,« fastslår Andrej Kolesnikov, en respekteret Kreml-kritisk russisk iagttager, i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs.

I Ukraine er man omvendt begyndt at se dramatiske konfrontationer, som man tidligere oplevede i Rusland: rekrutteringsofficerer, der stopper og jagter ukrainske mænd overalt i landet – et tydeligt tegn på, at hæren ikke længere kan klare sig med frivillige soldater:

»Den slags scener gavner selvfølgelig vores fjende,« konstaterer Mikhail Dubinjanskij, ukrainsk politisk kommentator og kolumnist ved avisen Ukrajinska Pravda.

»På baggrund af den svære situation ved fronten er der opstået intensive interne magtopgør. Tidligere blev det dæmpet af sejrsstemningen. Nu er det kravlet op til overfladen,« siger Dubinjanskij især med henvisning til korruptionsskandalen i det ukrainske forsvarsministerium.

I kølvandet på skandalen har flere stærke politiske aktører forsøgt at komme af med den i Vesten populære forsvarsminister Oleksij Reznikov. Foreløbig har han beholdt sit job. Men rygterne om hans snarlige afgang bidrager ikke til en stabil militærpolitisk situation i Kyiv, som der ellers i den grad er brug for, hvis man skal tro såvel vestlige som ukrainske medier, eksperter og embedsmænd.

Det er sådan, Inha Istomina vil huske sin mand Serhij: stærk, smilende og klar til at forsvare sit hjemland som frivillig. Ukrainernes vilje til at ofre sig har været afgørende for deres succes på slagmarken, men mange tusinde af dem er blevet dræbt eller såret, og senest har vi set tegn på, at hæren ikke længere kan klare sig med frivillige soldater. Privatfoto
Det er sådan, Inha Istomina vil huske sin mand Serhij: stærk, smilende og klar til at forsvare sit hjemland som frivillig. Ukrainernes vilje til at ofre sig har været afgørende for deres succes på slagmarken, men mange tusinde af dem er blevet dræbt eller såret, og senest har vi set tegn på, at hæren ikke længere kan klare sig med frivillige soldater. Privatfoto

Våben på vej fra øst og vest

»I løbet af de næste ti dage forventer vi en ny, kæmpestor invasion,« siger en unavngiven ukrainsk embedsmand i det amerikanske tidsskrift Foreign Policy.

Umiddelbart er hans advarsel ikke meget anderledes end den, som man allerede har hørt fra blandt andre forsvarsminister Reznikov. Men i tidsskriftet kommer han med en mere detaljeret beskrivelse af alle de mange våben, som russerne angiveligt har gjort klar til offensiven:

1.800 kampvogne. 3.950 pansrede mandskabsvogne. 2.700 artillerisystemer. 810 ældre sovjetiske Multiple Launch Rocket-raketkastere. 400 kampfly. 300 helikoptere.

Udelukkes kan det ikke, at embedsmanden overdriver, fordi han og den ukrainske regering har en interesse i at alarmere Vesten. Alligevel står det klart, at Ukraine har brug for meget mere – og mere avanceret – våbenhjælp end hidtil. Samt at den udbredte forestilling om, at tiden arbejder for ukrainerne, i bedste fald er en sandhed med modifikationer.

Netop det er ved at gå op for vestlige ledere, der i de sidste par uger er gået med til at sende nogle af de våben, som ukrainerne forgæves har bønfaldt om siden storkrigens begyndelse. Tirsdag den 7. februar meldte det danske forsvarsministerium således ud, at Danmark i samarbejde med Tyskland og Holland vil levere omkring 80 af de gamle tyskproducerede Leopard 1-kampvogne. Danmark udfasede kampvognene sidst i 1990erne, men vil nu købe dem tilbage og gøre dem køreklare.

I sidste uge besluttede USA at give Ukraine de langtrækkende missiler Ground Launched Small Diameter Bomb (GLSDB), der har en rækkevidde på op til 150 kilometer. Og under onsdagens overraskende besøg i Storbritannien lagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, maksimalt pres på briterne og NATO i spørgsmålet om moderne vestlige kampfly:

»I Storbritannien er kongen en kampflypilot. Og i dag i Ukraine er enhver kampflypilot en konge,« proklamerede Zelenskyj i en spektakulær tale i parlamentets Westminster Hall.

Den britiske premierminister Rishi Sunak kvitterede med at afsløre, at Storbritannien straks vil gå i gang med at oplære ukrainske piloter.

»Vi glæder os over nyhederne om kampvogne, langtrækkende raketter og nu måske kampfly,« siger Mikhail Dubinjanskij.

»Men det hele kommer åbenlyst for sent. Mulighedernes vindue, som Ukraine havde i efteråret, er smækket i. Nu er man nødt til at skære et nyt.«