I lyset af de seneste to årtiers nedskæringer, forringelser og »erhvervsretning« af landets humanistiske universitetsuddannelser er ideen om et privat liberal arts-universitet et forjættende alternativ. På et sådant universitet skulle man studere filosofiens og litteraturens hovedværker, men samtidig have kendskab til natur- og samfundsvidenskaberne. Man kunne også argumentere for nødvendigheden af datalogi.
Liberal arts er således en krævende uddannelsestradition med rødder i det gamle humboldtske ideal om, at de studerende tilegner sig adskillige kundskaber med både dybde og bredde, og at lærernes forskning og undervisning er stærkt forbundne. Ikke mindst det sidste står i modsætning til i dag, hvor lærere ikke umiddelbart kan udbyde deres egne kurser.
Indledningsvis må man dog spørge til, hvordan man bygger et privat universitet uden at kopiere den ugunstige amerikanske model? I USA er udgifterne for at studere som bekendt så høje, at adgangen til universiteterne for de allerfleste afhænger af forældrenes økonomi.
Skeptikerne vil mene, at det private initiativ indlader sig på kapitalismens skævvridende markedslogik, hvor uddannelse bliver solgt som en degraderet vare, de studerende som rethaveriske kunder vil kræve. Og vil ét privat universitetsinitiativ ikke lede til en bølge, der ville skylle ind over Danmark og drukne de offentlige universiteter i et åndeløst konkurrencespil? En murbrækker i velfærdsstaten, som vi burde holde os for gode til.
Men den ønskelige præmis for grundlæggelsen af et privat liberal arts-universitet er ikke at indføre en kapitalistisk model. Præmissen er at levere god og krævende uddannelse – noget, man desværre ofte savner på de danske universiteter, især inden for humaniora, særligt på grund af uddannelsernes stadig mere lavloftede rammebetingelser og sparsomme indhold.
Ligesom de offentlige universiteter bliver betalt af skatteyderne, kan man forestille sig et privat universitet finansieret af fonde. Sidstnævnte er i øvrigt allerede en stigende indtægtskilde for netop de offentlige universiteter.
At gøre universiteterne til velfærdssamfundets kastebold med ambitioner om at skulle være bedst, men udsat for politisk nedskæring efter nedskæring, er ikke måden, hvorpå man bliver en del af den uddannelsesmæssige verdenselite. En anderledes frugtbar uddannelsespolitik ville være at bakke op om et mangfoldigt system af uddannelsesinstitutioner, som administrerer sig selv hen mod mål, de selv vælger.
Vi har variationer af dette på vores højskoler og efterskoler. Hvorfor ikke kopiere dette i det højeste uddannelseslag? På et privat liberal arts-universitet vil nogle af de studerende kunne betale, andre ikke.
For ti år siden studerede jeg på European College of Liberal Arts i Berlin (som nu hedder Bard College Berlin), i hvis optagelsesproces bedømmerne (de ansatte) ikke kunne få at vide, hvilke ansøgere/studerende der faktisk kunne betale for deres uddannelse på skolen, og hvilke der havde anmodet om støtte. Denne såkaldte »need-blind admission« betød, at adgangen til universitetet baserede sig på optagelsesprøven frem for betalingen. Det betød også, at alle uformuende personer, der kom ind, automatisk fik et legat, der dækkede alle omkostningerne – og det kunne universitetet gøre, fordi de havde store (og velvillige) fonde i ryggen.
På denne baggrund blev det muligt for universitetet at have hele 40 nationaliteter repræsenteret blandt sine kun 60 studerende. Lærerne kunne gøre, hvad de ville. Holdene var ikke større end 12 studerende, og vi havde hold helt ned til tre studerende med én professor. Første dag fik vi at vide, at hvis man kun havde læst 95 procent af teksten, kunne man benytte sit sygefravær, for »her forbereder vi os«.
Det var et kæmpe privilegium at opleve noget så sjældent, værdifuldt og lærerigt som dette. Det var afgørende for min dannelse, men også for opdyrkelsen af min videre løbebane inden for uddannelsessystemet. Adskillige af de studerende gik videre og fik ph.d.-grader på verdens fineste universiteter.
Hele institutionen var indrettet som en art bootcamp, hvor man boede, fik mad i kantinen og havde adgang til eksempelvis vaskemaskine – men ellers, ud over at opleve Berlin som by, var intentionen, at man ikke skulle gøre andet end at studere. Det lyder hårdt, men tanken var, at studenterlivet på et vist tidspunkt i livet (måske når man er 20-25 år) er en så stor og integreret del af livet, at livet uden for skolen smelter sammen med livet inden for.
I Danmark er det omvendt: Vores humanistiske uddannelser er blevet så udsultede, at det ikke er uddannelsens skyld, hvis der kommer gode studerende ud af den. Det er de studerendes og lærernes egne private initiativers fortjeneste, og i længden er dét uddannelsesmæssigt uholdbart.
Her forventes det, at vi har et job, før vi er færdige. Vi gør derfor vores universiteter til en »erhvervsrettet« kopi af arbejdsmarkedet. Regeringens planer om at forkorte kandidatuddannelserne kan også ses i dette lys. Vi dropper ambitionen om, at de studerende faktisk skal studere, og dermed gør vi studenterliv til arbejdsliv. Praktikforløb og »relevant erfaring« skal lægges ind i uddannelsen som om det oprindelige indhold er løbet tør for brændstof.
Man har på den måde opgivet ideen om, at studenterlivet i sig selv kan være værdifuldt. Et liberal arts-universitet vil næppe kunne redde masseuniversitetet, men det vil kunne tilbyde et tiltrængt alternativ til de unge, ambitiøse mennesker, der uanset baggrund gerne vil vie en stor del af deres kræfter til et intenst og givende studenterliv. Ligesom mange allerede ser ideen i at understøtte spirende elitesportsudøvere, således burde man også se på et eliteuniversitet.
Et liberal arts-universitet, der baserer sig på kundskabsdybde og -bredde, behøver hverken være kapitalistisk skævvridende eller prætentiøst for at kunne blande sig i den absolutte verdenstop. Men det behøver at findes!
Joachim Wiewiura er ph.d. i politisk filosofi. Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
