Jeg er sjældent mere ulykkelig, end jeg er juleaften, nytårsaften og på min egen fødselsdag. Noget ved disse datoer får alt det, jeg ikke har nået, og alt det, jeg ikke har fået, til at træde tydeligt frem, mens alt det, jeg har at sætte pris på, forsvinder et sted i tågerne. Ikke at man skal have ondt af mig: Der er tale om en ekstremt lokalt forankret depression, som er overstået på knap et døgn. Men når jeg vågner om morgenen den 24. december, ville jeg ønske, at jeg kunne lukke øjnene igen og åbne dem første juledag.
Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide julen som koncept. Jeg kan lide alt, hvad julen består af: hjemmebag og varm rødvin, tingeltangel, traditioner og ritualer. Og et af mine helt ufravigelige ritualer er, at jeg skal nå at se Rocky, inden juledagene er ovre.
Her mener jeg den rigtige Rocky: den første fra 1976. Jeg ved ikke, hvad det er med Weekendavisen og Sylvester Stallone: Min kollega Leny Malacinski berettede sidste år om sit (og statsminister Mette Frederiksens) forhold til Rambo, Stallones plagede Vietnam-veteran, »en outsider, en martyr, hvis offer systemet ikke vil anerkende«, som hun skrev.
Men for mig er det altså Rocky.
Rocky er en julefilm, basta, af den simple årsag, at det er jul i den: Handlingen løber fra thanksgiving over juledagene til nytårsmorgen. Og Rocky er min julefilm af samme årsag, som at de eneste julesange, jeg rigtig kan holde ud, er The Pogues' »Fairytale of New York« og Tom Waits' »Christmas Card from a Hooker in Minneapolis«. De handler alle om bristede drømme, om liv, der ikke blev, som man håbede, og om at finde hvis ikke lykken, så i hvert fald lyset på trods. The Pogues' stridende elskende erkender, at de på godt og ondt ikke kan leve uden hinanden. Tom Waits' luder i Minneapolis afslører over for sin gamle flamme, at hun slet ikke har det nye liv, hun har bildt ham ind, men at hun til gengæld står til at blive prøveløsladt lige tidsnok til valentinsdag. Og så er der altså Sylvester Stallones Rocky – og hans kæreste Adrian, for det er så sandelig også hendes film.
Men er Rocky ikke en sportsfilm? Jo, på overfladen handler den ganske rigtigt om en falleret bokser, der får én chance for at kæmpe mod verdensmesteren og bevise sit værd. Men det er i lige så høj grad en film om to ensomme mennesker omkring de 30, for hvem livet på én gang synes at være allerede forbi og aldrig rigtig begyndt. Nøgleordet i filmen er »taber«: Det er, hvad Adrian og Rocky begge bliver kaldt, og de bærer begge det på én gang vagtsomme og melankolske ansigtsudtryk, som kommer af mange års ydmygelse.
»Vi er et godt par,« siger Rocky til Adrian: »Jeg er dum, du er genert. Så hvad siger du?«
ROCKY ER EN film fyldt med mennesker, der ikke blev til noget. Og figuren Rocky er af samme årsag blevet underhundenes skytsengel. Når han kæmper, gør han det på alle taberes vegne.
Og så er Rocky, selvom handlingen udspiller sig over ikke mindre end tre højtider, også en slags antihøjtidsfilm. »Det er thanksgiving,« indvender Adrian, da hendes tyranniske bror Paulie tvinger hende til at gå på den date med Rocky, der skal komme til at ændre hendes liv. »For dig er det thanksgiving,« siger Rocky, »men for mig er det torsdag.« Nogen stor julemiddag får vi heller ikke: Tværtimod er det i julen, at Adrian omsider får nok af sin brors bebrejdelser – hvad er mere julet end et familieopgør – og på eget initiativ flytter ind hos Rocky, manden hun en måned forinden knap turde være alene med. Hvis Rockys klimaks finder sted i bokseringen, sker Adrians lige her i den smadrede julestue:
»Du fik mig til at føle mig som en taber, men jeg er ingen taber,« råber hun ad Paulie, den største taber af dem alle, og vi ser, at også hans tyranni udspringer af hans egen ydmygelse og ensomhed.
Filmens genistreg er, at Rocky ikke vinder sin titelkamp, men han bliver stående, til klokken ringer, og deri ligger hans sejr. I filmens sidste skud er han fuldstændig ligeglad med kampen, han ser kun sin Adrian, og hun ser kun ham. Adrian bliver måske ikke det, vi i dag forstår ved en moderne og frigjort kvinde, men pludselig tillader hun sig selv at eksistere i verden, at klæde sig farverigt, at sige fra, men også til.
Taberne får oprejsning i Rocky, ikke ved pludselig at blive vindere, men ved at stå ved, hvem og hvad de er, og samtidig turde række ud efter mere. Vi vælger selv, hvad det vil sige at have opnået noget, er den banale pointe. Hvad kunne være mere opbyggeligt for os med en tendens til at gøre julen til en fest for vores egne nederlag?
