Glædelig Juliane. I al uretfærdig ubemærkethed går Juliane Preislers nye roman formeligt amok i underfundigt storøjet, skarpt undrende voyeurisme.
Stjernerne bag alle fnuggene
En af de uretfærdigste litterære usynliggørelser er den, der forårsages af forlagsformindskelse og -ustadighed.
Som nu i tilfældet Juliane Preisler, født 1959, hardcore-vilter debut i 1983 på Borgens Forlag med digtsamlingen Uden som tidligt og ældste medlem af den glorværdigt excentriske sen-80er-generation, der også tæller Simon Grotrian og Pia Juul, begge umuligt afdøde, blandt dens medlemmer, og siden et væld af bøger, digte såvel som romaner, skiftevis og gerne på samme tid frydefulde og ulidelige, de sidste mange år absolut mest frydefulde, i deres kompromisløst egensindige følsomhed eller følsomme egensindighed; omsider dér for cirka 20 år siden blev hun også kunstnerisk kompromisløs – igen – og er forblevet det siden.
Del: