Kort nyt. Nyudviklede antistoffer skal nedsætte fentanyls smertelindrende effekt og derved gøre lægemidlet mindre afhængighedsskabende.
Antistof mod fentanyl
Fentanyl er det mest dræbende stof i USA. Det ekstremt potente og stærkt vanedannende lægemiddel er et syntetisk opioid, der som udgangspunkt bruges som smertelindrende medicin, men i vid udstrækning misbruges af millioner af mennesker verden over. I USA spiller fentanyl den altoverskyggende hovedrolle i den fortsatte opioidkrise, der har hærget landet i mere end et årti. Fentanyl er omkring 100 gange mere potent end morfin og 50 gange stærkere end heroin. Mindst 70.000 amerikanere har mistet livet til en overdosis af fentanyl i løbet af de seneste tre år.
Kampen mod den dybe afhængighed virker uoverstigelig, men nu har forskere tilsyneladende taget vigtige skridt på vejen mod et nyt effektivt våben mod fentanyl og andre opioider.
I et nyt studie har sundhedsforskere fra amerikanske Cessation Therapeutics og Harvard Medical School udviklet et medicinsk antistof, der i foreløbige forsøg på aber blokerer fentanyls dødbringende påvirkning af vejrtrækningen i forbindelse med overdoser.
Høje doser af fentanyl nedsætter åndedrættet, så blodets iltniveau falder og risikoen for død vokser markant. For at modvirke denne farlige cocktail har forskerne skabt en behandling – CSX-1004 – hvor humane antistoffer målrettes fentanyl.

Antistoffer er en del af kroppens immunforsvar, hvor de angriber og ødelægger patogener ved at binde sig til overflademolekyler.
Antistofferne i CSX-1004-behandlingen er udviklet til udelukkende at gå i flæsket på fentanyl og forhindre det potente opioid i at finde vej til hjernen.
I kontrollerede forsøg gav forskerne fire edderkoppeaber en potentielt dødelig dosis fentanyl hver dag i fire uger, der som forventet fik dyrenes vejtrækning til at falde drastisk. Dernæst blev aberne behandlet med CSX-1004, inden forskerne på ny gav dyrene den samme daglige fentanyldosis i fire uger.
Resultaterne virker lovende. Behandlingen beskyttede aberne mod faldende åndedræt, og efterfølgende skulle dyrene indtage 15 gange mere fentanyl for at opleve den samme lave vejrtrækning som før.
Ydermere ser CSX-1004 ud til at hæmme den smertelindrende effekt af fentanyl, som er den primære årsag til afhængighed.
Forskerne arbejder nu på at gennemføre lignende forsøg med mennesker.
Nature Communications, 5. november
Del:
