Lars Løkke Rasmussen var »målløs«, da det kom frem, at hans nu tidligere partimedlem Mike Fonseca er i et forhold med en 15-årig pige, der har stået på, siden pigen gik i ottende klasse.
Det er »totalt uforeneligt med at være politiker i Moderaterne«, lød det, efter Løkke havde bedt 28-årige Fonseca om at pakke sine sager, og formanden lod forstå, at det ville »skuffe ham enormt«, hvis andre partier så meget som så i retning af Fonseca.
Dagen efter kaldte Fonsecas partifælle Monika Rubin forholdet for »klamt« og skrev i et Facebook-opslag, at hun havde siddet til fødselsdag hos sin 16-årige kusine og fået en knude i maven. »Øv for nogle grimme billeder på nethinden af en stor og fuldvoksen mand i seng med min kusine,« skrev hun og sluttede med sin egen personlige lægmandsjuridiske analyse: »I fagtermer kaldes det grooming«.
Man kan mene meget om en 28-årig, der dater en folkeskoleelev, men medmindre en domstol vil vurdere, at forholdet er udtryk for grooming, har Fonseca ikke gjort noget ulovligt. Offentlighedens eksplosive reaktion på sagen adskiller sig markant fra reaktionerne tilbage i 2008, efter den dengang 34-årige Jeppe Kofod på et påskekursus i Socialdemokratiets ungdomsparti, DSU, havde sex med en også 15-årig pige.
Kofod blev rigtignok frataget sine ordførerposter i partiet og også presset til at ytre sin anger, men han røg kun ud til højre på en pause og blev forsvaret af både mange af sine partifæller og fremtrædende kvindelige debattører: Forfatter Leonora Christina Skov fattede ifølge Ekstra Bladet eksempelvis ikke, »at det overhovedet var blevet en sag«.
Forskellen på forargelsesniveauet dengang og nu er ikke til at overse. Hvad er der sket?
»De sidste 20 år har været præget af voldsomme forandringer,« siger sociolog Morten Emmerik Wøldike, der har forsket i seksualmoral og i dag er selvstændig konsulent.
»Vi har set en ny bølge af feminisme. Folk vil diskutere identitet, seksualitet og forholder sig til undertrykkelse og patriarkatet,« siger Wøldike.
Ligestilling, seksuel chikane. MeToo og magtmisbrug. Standpunkterne er flere – kollisionsrisikoen deraf større.
I 2010 udgav Wøldike bogen Piger bliver ikke lykkelige af analsex, hvori han analyserede den danske seksualmoral i 1990erne og 00erne. I bogen beskriver han en tydelig ændring i klangbunden i de fremherskende seksualmoralske markeringer op gennem 00erne: Fra 1990ernes seksuelle nysgerrighed og afslappede tilgang til eksempelvis pornografi og gruppesex begynder tonen i debatten efter årtusindskiftet at emme af bekymring og angst, særligt frygt vedrørende unges og kvinders – og især unge kvinders – seksuelle adfærd. Bekymring avler fordømmelse. Fordømmelse avler krav om restriktioner.
»Vi er blevet hyperopmærksomme på skadelige virkninger af seksualitet – og særligt børns. Generelt er der igennem de sidste 40 år sket en bevægelse af forandring i synet på børns seksualitet. Vi skelner i dag i alle henseender meget skarpt mellem, hvad der er børne- og voksenseksualitet. Det var tidligere langt mere flydende,« siger Wøldike.
Tendensen ses eksempelvis ved, at en 15-årig, der har været sammen med en på 14 år, i praksis vurderes med helt anderledes milde øjne end en 30-årig, der gør det samme. Og ifølge Wøldike også ved den omstændighed, at den 15-årige pige i den aktuelle sag konsekvent omtales som et barn, selvom hun i lovens forstand er voksen nok til at træffe beslutninger om sit eget sexliv.
Selv studser han over, at flere af dem, der har raset højlydt over Fonsecas manglende dømmekraft, hører til dem, der gerne understreger vigtigheden af fri vilje, empowerment, kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop.
»Dér ser jeg personligt nogle modstridende hensyn i automatreaktionen: at tale om pigen som et rendyrket offer, når hun faktisk er 15. Men her er modstanden mod de intergenerationelle forhold blevet så stærk, at frihedstanker træder i baggrunden.«
Jura til tiden
Tidsånden skiftede, men den seksuelle lavalder – 15 år – har været uændret i snart et århundrede. Ligger lovgivningen og plasker gispende efter, fortabt i en tid, der ikke længere er?
Faktisk har lovgivningen gennem det seneste årti gjort sit for at understøtte det stigende fokus på overgreb, magtmisbrug og aldersforskelle i seksuelle relationer. Allerede i 2008 gjorde man det eksempelvis i forbuddet mod samleje med børn under 15 til en skærpende omstændighed, at gerningsmanden havde skaffet sig samlejet ved at udnytte sin »fysiske eller psykiske overlegenhed«.
I 2013 flyttede man desuden den forbrydelse, det er at have sex med et barn under 12, over i voldtægtsbestemmelsen, hvormed både strafferammen blev højere og signalværdien stærkere. Og sidste år vedtog Folketinget en markant ændring i forbuddet mod samleje med børn mellem 12 og 15: Hvis gerningsmanden er ældre end 22, karakteriseres handlingen nu pr. definition som voldtægt – og ikke »samleje med mindreårig« som tidligere. Det koster dermed nu op til 12 og ikke otte års fængsel for en 23-årig at være sammen med en på 14. Dén ændring var i høj grad fremprovokeret af Dianalund-sagen, hvor en 32-årig skolelærer blev idømt to års fængsel for sit seksuelle forhold til en 13-årig elev. Man kunne ikke straffe ham for voldtægt, når pigen havde »indvilget i den seksuelle relation«.
Også samtykkelovgivningen fra 2020 var en solid pille under det store fokus på uacceptabel seksuel adfærd, og senest sigter reglen om grooming fra juni i år mod det fænomen, at en krænker opbygger en relation til et barn med henblik på at få barnet til – tilsyneladende frivilligt – at indgå i seksuelle aktiviteter.
Straffeloven er altså i hælene på tidsånden. Men i Fonsecas aktuelle sag støder den fælles moral alligevel panden mod juraen. Tyder det på, at den moraliserende indignation er gået over gevind? Eller burde vi tage den kollektive væmmelse alvorligt og overveje at hæve den seksuelle lavalder?
»Det er jo altid strafferettens dilemma,« siger Trine Baumbach, professor i strafferet på Københavns Universitet.
»Straffeloven er sat i verden for at beskytte mod krænkelser og overgreb. For at hegne det værste inde.« Den skal holde sig aktuel, men ikke detailregulere, siger hun.
»Jura og moral er tæt viklet ind i hinanden: Alt, der står i straffeloven, er noget, vi har vurderet som moralsk forkert. Spørgsmålet er sværere den anden vej rundt: Skal alt, der er umoralsk, være strafbart?«
Retlig moralisme
Det kan næsten ikke undgås, at en artikel om ret og moral bliver en kende filosofisk. For svaret på Baumbachs spørgsmål afhænger af, hvilken straffefilosofi man anlægger. I en liberal retsstat vil udgangspunktet ofte være at agere efter den engelske filosof John Stuart Mills berømte skadesprincip: Kun adfærd, der direkte skader andre, må kriminaliseres.
»Her er den moralske forargelse – at man synes, et forhold er klamt – ikke tilstrækkelig grund,« siger Jakob Holtermann, lektor i retsfilosofi på Københavns Universitet.
»Så kan vi diskutere, om en 28-årig, der er sammen med en 15-årig, påfører vedkommende 'skade'. Det lader til, at det, der primært fokuseres på i debatten, er, at der er foregået noget moralsk anstødeligt. I dét tilfælde bør man ud fra skadesprincippet afvise straf,« siger han.
Til gengæld kan man frit give los på andre parametre: social udskamning, folkedomstol, eksklusion fra parti.
Som modpol til skadesprincippet står den retlige moralisme, der historisk har forsøgt at sætte lighedstegn mellem ret og almindelig moral – skade eller ej. Således var eksempelvis homoseksualitet forbudt helt indtil 1930, fordi det ansås for moralsk anstødeligt, selvom der var tale om samtykkende voksne. Et nutidigt eksempel er sex mellem voksne søskende, der er ulovligt, uanset at begge samtykker.
Som respons på de glødende Fonseca-reaktioner skrev et medlem af Rød-Grøn Ungdom tidligere på ugen i et læserbrev i Information: »Hvis vi reelt mener, at det (forholdet, red.) er så moralsk forkasteligt, kan vi som samfund ikke bare acceptere, at den lovgivning, der tillader dette, forbliver uændret.« Læserbrevet foreslog blandt andet at sætte den seksuelle lavalder op til 18 år.
»Så vi har områder af straffeloven, hvor vi handler efter skadesprincippet, andre steder ud fra retlig moralisme,« siger Holtermann.
»På det aktuelle område om samleje med mindreårige har vi en lovgivning, der i hvert fald hidtil ud fra et skadesprincip har sagt: Når du er 15, er du tilstrækkeligt moden og fornuftig til at træffe beslutninger om dit eget sexliv. Dét kan man synes skal ændres. Men der er ikke og bliver aldrig et perfekt sammenfald mellem ret og moral.«
Der vil fortsat være rum mellem det ulovlige og det skammelige.
