HVORDAN STÅR DET til med den kritiske debat blandt muslimer om konflikten mellem Israel og Palæstina? Det kunne man få et lille indblik i sidste torsdag på Københavns Universitet. Her havde Muslim Student Association inviteret til et arrangement med titlen Det hellige land: Historie og propaganda, hvor tre oplægsholdere stod på programmet. Peter Kuzmanovski, cand.mag. i historie og statskundskab, Tarek Ghanoum, civiløkonom, og Elias Ramadan, radiovært på programmet Det, muslimer taler om på 24syv samt cand.mag. i historie og medievidenskab. Sammen skulle de give det næsten fyldte auditorium med cirka 250 fremmødte det, der i programmet var beskrevet som et »oplysende arrangement« med »en kritisk dialog om situationen i Palæstina«.

Det lyder jo tilforladeligt. Men efter at have hørt en optagelse af arrangementet må jeg konstatere, at det var så som så med den kritiske dialog og oplysningen om situationen i Mellemøsten. Tværtimod gav arrangementet et trist indblik i et antiisraelsk muslimsk miljø i Danmark, hvor det intellektuelle niveau ikke er imponerende, og hvor det tydeligvis er normalt at sprede fordomme om jøder.