Anmeldelse. På sin egen tyste måde flår Anish Kapoor effektivt i hængslerne til virkelighedens døre på Palazzo Strozzi.
Voks som filosofi
FIRENZE – Fra flyvinduets oval ligner de sporadisk blotlagte jernbaneskinner druknede knogler i det dyngvåde landskab. Tagene på de oversvømmede huse et system af knapper, nogen har trykket halvvejs i bund. Nuancer af mudder har flyttet markernes skarpe opdeling og gjort landskabets felter udflydende i retning af kysten. Det, der for længe siden var havbund, blev på få timer som forvandlet til sit forhistoriske udgangspunkt igen. Det tog et døgn for mig at komme hjem, efter Toscana blev ramt af en oversvømmelseskatastrofe, men mit var et luksusproblem oppe over skyerne. I Arnodalen nedenunder havde mange mistet meget mere end tid. Otte døde på få døgn, undtagelsestilstand og sidenhen oprydning for oceaner af euro. Det var som at lande et andet sted, end jeg tog væk fra. Uvirkeligt, men sandt.
Ugen efter var togdriften genoprettet og mudderet flyttet fra vejene. Firenze lignede sig selv med sine upraktiske klynger af amerikanske turister på fortovene og deres guider ude på gaderne, i høj stemmeføring om de spektakulære syn, der møder alle i bykernen langs floden. Kun sandsække og militærkøretøjer minder om forrige uges malstrøm her, hvor laminerede menuer på to eller flere sprog igen blafrer på stativer foran restauranterne.
