Anmeldelse. Ridley Scotts epos om Napoleon er lidt af en bedrift. For det er lykkedes den velrenommerede instruktør at fyre 200 millioner dollar af på at lave en nærmest ligegyldig film om én af europæisk histories mest fascinerende og kontroversielle skikkelser.
Napoleonshat og briller
Hvis vi ser bort fra et præludium, hvor biografgængeren dumpes ned lige midt i det franske rædselsregime, da guillotinen kører som et mandolinjern foran en jublende folkemængde, og en gådefuld skikkelse med sort bicornehat ser til, mens Marie Antoinette møder »Republikkens barberblad«, begynder Ridley Scotts nye storfilm Napoleon med slaget ved Toulon i 1793. Med stort mod og krigslist befrier den unge korsikanske officer Napoleon Bonaparte (Joaquin Phoenix) den sydfranske havneby for den engelske belejring og bliver herefter behørigt forfremmet. Bedriften bliver springbræt for hans nationale skæbne: Kort derefter vælter han det korrumperede revolutionære direktorium og tager det på sig at redde republikken, blandt andet ved brutalt at nedkæmpe royalisternes borgeropstand med kanoner.
Han bliver hovedkulds forelsket i den noget ældre Joséphine de Beauharnais (Vanessa Kirby), en enkefrue til en adelsmand, der tabte hovedet under revolutionen. Og så følger hans selvudnævnelse til kejser, en serie af sejrrige slag og – naturligvis – nederlag. Hans fejlslagne russiske eventyr, der endte i et blodbad, som kostede flere hundredtusinder af hans soldater livet og med hans efterfølgende eksilering på Elba.
Del:
