Anmeldelse. Morten A. Strøksnes’ mammutværk om den glemte eventyrer Carl Lumholtz er biografi, encyklopædi og rejseberetning i én bog.
Vildmandshviskeren fra Lillehammer
Hvis man i forvejen kender navnet Morten A. Strøksnes, vil det formentlig være i forbindelse med hans sidste værk, Havbogen – eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider fra 2015. Hvem skulle have troet, at 378 siders nonfiktion om at fiske efter grønlandshajer skulle blive et hit, som blev oversat til både dansk, engelsk, tysk, hollandsk og spansk? Det virker næsten, som om Strøksnes kan skrive interessant om hvad som helst.
Nu er han ude med en ny bog. Denne gang har han kastet sig over den norske eventyrer Carl Lumholtz (1851-1922), som levede blandt urfolk i Nordøstaustralien, Mexico og Borneo, og opdagede flere plante- og dyrearter, men er gået lidt i glemmebogen i skyggen af sine mere berømte landsmænd Fridtjof Nansen og Roald Amundsen.
Del:
