Et pindsvins pigge, en myreslugers tryne og en muldvarps fødder. Det langnæbbede myrepindsvin lyder som et fabeldyr, men findes skam i virkeligheden. Slægten tæller tre arter, der udelukkende lever i New Guineas vilde natur. På det seneste har forskere imidlertid frygtet, at der reelt kun var tale om to. Således var arten Zaglossus attenboroughi – opkaldt efter den ikoniske naturforsker David Attenborough – ikke set siden 1961.

Nu er den genopdaget. 

I de tågede bjerge i den indonesiske del af New Guinea opstillede biologer fra britiske University of Oxford denne sommer mere end 80 vildtkameraer ved forskellige højder.

Da den fire uger lange ekspedition nærmede sig sin afslutning, havde forskerne ikke set skyggen af myrepindsvinet, men på den sidste dag var der bid. Samlet set fik biologerne 14 billeder og fire videooptagelser af det kuriøse dyr i kassen.

Fra genopdagelsen af Zaglossus attenboroughi i Papua provinsen, Indonesien. Foto: Expedition Cyclops Handout, Scanpix
Fra genopdagelsen af Zaglossus attenboroughi i Papua provinsen, Indonesien. Foto: Expedition Cyclops Handout, Scanpix Expedition Cyclops Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Opdagelsen er ikke mindst vigtig, fordi myrepindsvin fortsat er lidt af et mysterium. De tre arter af langnæbbede myrepindsvin udgør sammen med det kortnæbbede ditto og næbdyret familien af kloakdyr, der til stadighed fascinerer og forvirrer videnskaben.

Trods de få arter betragtes kloakdyr som en selvstændig hovedgruppe inden for pattedyrene og menes at have brudt op fra en fælles forfader for godt 200 millioner år siden.

Kloakdyrene skiller sig da også gevaldigt ud fra andre pattedyr og har på flere områder mere tilfælles med krybdyr: De lægger æg, som hunnen udklækker, inden hun i manglen af brystvorter mader sine unger gennem porer i huden. Desuden har dyrene kun én kloak, altså én fælles kropsåbning til både urin, afføring og kønsorganer – deraf navnet kloakdyr.

Z. attenboroughi er kritisk truet, og biologerne håber, at genopdagelsen vil bane vej for en mere omfattende overvågning af arten i fremtiden.

University of Oxford, 10. november

The New York Times, 9. november