Et kvart århundrede efter internetpirater nær sænkede den samlede pladebranche, er musikindustrien igen taget med bukserne nede. Denne gang er fjenden ikke ulovlig fildeling, men kunstig intelligens, en udspekuleret djævelskab, der kan sende alverdens popstjerner på tidlig pension, uden vi behøver savne nye udgivelser fra dem. Indtast blot en kommando, lyder ideen, og sekundet efter sidder De med et helt nyt – naturtro eller forvansket, alt efter ønske – værk af Taylor Swift, Gilli eller, nå ja, Johann Sebastian Bach. Måske endda en collab.

Perspektiverne er svimlende. Skræmmende, mener mange, ikke mindst dem, der er blevet rige på musikbranchen, som den var engang. I et BBC-interview har Sting advaret om, at de kommende år bliver »en kamp for at forsvare menneskelig værdi mod kunstig intelligens«; for ham er skrækscenariet, at Hollywoods computerskabte cgi-landskaber forplanter sig til musikkens verden og gør den gold. Han insisterer, med årtiers erfaring i svulstighed, på, at »musikkens byggesten tilhører os, mennesket«.