Et eller andet sted i en af Ib Michaels erindringsromaner fortæller Mik-jeget om som ung hippie at møde eller vist bare opleve – en decideret audiens bliver der ikke tale om – den aldrende amerikanske mesterdigter og (eks)fascist Ezra Pound i Venedig. 

Peter Laugesens smukt og ømt indlevede monologdigt »Ezra Pound i Venedig,« placeret til sidst i hans nye, blændende landhandel af et portrætgalleri, Il miglior fabbro (som en slags titeldigt, så sandt som bogens italienske titel, som på dansk betyder »den bedste smed« cirka, er et Dante-citat, som T.S. Eliot stjal til sin tilegnelse til Pound forrest i The Waste Land, som Pound var ivrigt korreksende førstelæser på), begynder med, at Pound kommenterer de unge mennesker, der i hans alderdom render ham på dørene: