Erdogan for fuld udblæsning

Det var lørdag i Istanbul, hundredtusindvis af propalæstinensiske demonstranter var mødt frem på landingsbanen i millionbyens nu nedlagte Atatürk-lufthavn, og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, var i retorisk topform:

»Israels grove overtrædelser af international lov er nu fortsat i 22 dage. Israel, vær parat til at blive stemplet verden over som krigsforbryder ... Den hovedskyldige bag de massakrer, der foregår i Gaza, er Vesten ... Vesten, ønsker I at antænde en ny korsfarerkrig? Hvis det er jeres hensigt, er vi parate ... Hamas er ikke en terrororganisation, men patriotiske frihedskæmpere« var blandt de udtalelser, der begejstrede det kæmpestore publikum.

Med sine udtalelser bragte lederen af NATOs næststørste land sig ikke blot i skarp modsætning til resten af forsvarsalliancen; han foretog også noget af en kovending i forhold til Tyrkiets første reaktioner efter Hamas’ terrorangreb 7. oktober, der igangsatte den nuværende krig.

Dengang ringede Erdogan personligt til den israelske præsident, Isaac Herzog, og udtrykte sin bestyrtelse og medfølelse. Den tyrkiske regering fordømte utvetydigt mordene på israelske civile.

De tyrkiske myndigheder fortalte de Hamas-ledere, der befandt sig i eksil i Tyrkiet, at man ikke længere »kunne garantere deres sikkerhed« – en slet skjult opfordring til dem om at forlade landet. Erdogan nøjedes med at opfordre Israel til »at vise tilbageholdenhed« i sit militære modsvar mod terroren.

Men i takt med, at intensive israelske luftbombardementer og den efterfølgende landinvasion krævede stadig flere palæstinensiske dødsofre, skærpede Erdogan sin retorik markant.

Det umiddelbare resultat er, at flere års bestræbelser på at normalisere forholdet mellem Tyrkiet og Israel nu er bragt til en abrupt afslutning.

De to lande genoptog sidste år diplomatiske forbindelser efter mere end ti års afbrydelse. Erdogan og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, holdt deres første officielle møde nogensinde i september i New York, og Erdogans første statsbesøg i Israel var planlagt til at finde sted senere i år.

Alle disse bestræbelser er nu skrinlagt.

»Givet de grove erklæringer fra Tyrkiet har jeg beordret de diplomatiske repræsentanter i landet hjem med det formål at genoverveje relationerne mellem Israel og Tyrkiet,« meddelte den israelske udenrigsminister, Eli Cohen, mandag.

Den tyrkiske energiministers planlagte besøg i Israel senere i november, hvor han skulle have undertegnet en aftale om et rørledningsprojekt, der skulle bringe israelsk naturgas til Europa via Tyrkiet, er udsat på ubestemt tid.

Kovending

Det var indtil Erdogans kovending i Gazakonflikten ellers den almindelige opfattelse hos især vestlige analytikere, at den tyrkiske præsident efter sin valgsejr i maj i år stræbte efter at normalisere Tyrkiets anstrengte forhold til Vesten – ikke mindst med det formål at få vestlige investeringer til landet og dermed rette op på Tyrkiets kriseramte økonomi.

Vestligt uddannede, respekterede økonomer blev sat til at styre landets økonomiske politik. Politisk kom Erdogan Vesten i møde ved at tilkendegive, at det tyrkiske parlament nu langt om længe var parat til at ratificere Sveriges indtræden i NATO-alliancen – hvilket dog endnu ikke er sket.

Med Erdogans voldsomme angreb på Vesten i forbindelse med Gazakrigen er alt kastet op i luften igen. Hvorfor denne kovending? spørger jeg to tyrkiske analytikere.

»Når man har med en autoritær populist som Erdogan at gøre, er der altid én faktor, man må have med i betragtning: hans egen karakter, hans forfængelighed,« siger Henri Barkey, tyrkisk-amerikansk seniorforsker ved tænketanken Council on Foreign Relations og leder af afdelingen for internationale relationer ved Lehigh University, Pennsylvania.

»Han har det med at blive revet med af sine egne ord. Når han først begynder at tale, kender han ingen grænser. Og så har det passet ham fint at holde dette massemøde og stjæle opmærksomheden akkurat dagen før den stort anlagte fejring af 100-års jubilæet i søndags for Kemal Atatürks sekulære tyrkiske republik.« En hyldest til landsfaderen, som Erdogan altid har haft det ambivalent med.

»Men når det er sagt, er der sådan set ikke noget nyt i Erdogans standpunkt,« fortsætter Barkey. »Han har altid været meget pro-Hamas. Han har altid støttet Det Muslimske Broderskab, som Hamas er en del af. Han har givet Hamas-lederne husly i Tyrkiet og udstyret dem med pas. Han har flere gange mødtes med Hamas’ politiske leder, Ismail Haniyeh. Det var snarere Erdogans første, beherskede reaktion, som var en afvigelse fra normen.«

Selim Koru, analytiker ved Ankara-tænketanken TEPAV, er enig i, at det med Erdogans hårde udtalelser i Gazakonflikten er back to normal i tyrkisk politik:

»Erdogan er i udgangspunktet stærkt propalæstinensisk og dybt kritisk over for Vesten. Umiddelbart efter Hamas' terrorangreb blev han taget med bukserne nede. Han ønskede ikke denne strid med Israel og med Vesten lige nu. Men siden, da Gazakonfliktens omfang gik op for ham, forstod han, at han var nødt til at indtage et hårdere standpunkt. Han var også stærkt presset på hjemmefronten.«

Koru uddyber: »Alle tyrkere har stærke følelser for palæstinensernes sag. Erdogan blev angrebet af oppositionen for at være for svag i sine første reaktioner. Han blev kritiseret af islamisterne i sit eget parti og af de højrenationalister, der udgør hans parlamentariske grundlag. De talrige tyrkiske ngo'er, der har tætte forbindelser til deres palæstinensiske kolleger, ønskede også en stærkere reaktion. Der er virkelig ingen grupper af betydning i Tyrkiet, der mener, at Israel har en god sag.«

En pris at betale

Under alle omstændigheder er Erdogans beskyldning mod sine alliancepartnere i Vesten om måske at forberede et nyt korsfarerfelttog og hans udskamning af Vesten som »hovedskyldig bag massakrerne« i Gazakonflikten stærk kost – selv fra ham. Og de udiplomatiske udfald kommer på det dårligst tænkelige tidspunkt – det amerikanske Senat står over for at skulle godkende salget af nye F-16-kampfly til Tyrkiet; præsident Biden har allerede sagt god for salget.

Desuden skal det tyrkiske parlament beslutte, om man vil ratificere den traktat, der gør Sverige til medlem af NATO. Endelig står EU og Tyrkiet over for forhandlinger om en udvidet toldunion til erstatning for den eksisterende. Lykkes det ikke at få en for Tyrkiet gunstig aftale, kan Erdogan når som helst åbne grænseportene og sende hundredtusindvis af migranter til Europa. Alle har noget på hinanden.

»Bolden befinder sig lige nu hos det tyrkiske parlament, som selvfølgelig vil gøre det, Erdogan fortæller dem, at de skal gøre. Det er muligt, at det vil være politisk svært for Erdogan i den nuværende politiske atmosfære, han selv har skabt, at sige ja til Sveriges NATO-medlemskab. Og hvis han ikke gør det, vil salget af F-16-fly ikke gå igennem – det vil ikke engang komme på dagsordenen i Senatet,« siger Henri Barkey.

»Erdogan er virkelig gået for langt denne gang. At kalde Hamas en befrielsesorganisation vil skade ham her i Washington. Der vil blive en pris at betale,« tilføjer han.

En del af den pris bliver økonomisk. »I to dage efter Erdogans udtalelser faldt kurserne på den tyrkiske børs så markant, at man var nødt til at stoppe handlen. Markedet er siden kommet sig lidt. Men det viste, at det tyrkiske erhvervsliv udmærket forstod, at Erdogans kommentarer var dybt skadelige for den tyrkiske økonomi,« fortsætter Barkey.

»Okay, Tyrkiet vil gerne være medlem af Shanghai Cooperation Organisation (en kinesiskledet politisk, økonomisk og militær samarbejdsorganisation, red.). Fint. Men se på den tyrkisk-kinesiske handel – kineserne køber ingenting af tyrkerne. 43 procent af den tyrkiske eksport går til USA, Storbritannien og ti EU-lande. Og se på, hvem der investerer i Tyrkiet: Fire europæiske lande og USA står for to tredjedele af investeringerne. Vi skaber gode, velbetalte job i Tyrkiet. Så hvorfor komme med så hårde udtalelser mod Vesten, der kun tjener til at skræmme investorer væk?«

Antivestlig

Efter Selim Korus opfattelse er det os i Vesten, der ikke har forstået, hvor grundlæggende modsætningerne mellem Tyrkiet og Vesten er.

»Når der opstår en krise i forholdet mellem Tyrkiet og Vesten, er der en tendens hos vestlige analytikere til at mene, at alting snart vil blive godt igen – af en række rationelle geopolitiske og økonomiske grunde. Men det sker aldrig af den simple grund, at modsætningerne mellem Tyrkiet og Vesten er meget dybe og meget fundamentale. Erdogans politiske bevægelse er i sin kerne antivestlig.«

– Mener du ligefrem, at Tyrkiets position som medlem af NATO er i fare?

»På længere sigt, ja. Tyrkiet under Erdogan forbereder sig på en fremtid, hvor man er fuldstændig selvforsynende og uafhængig af alle andre. Det er regeringens udtrykte politik. Vi kan og skal klare os selv – med vekslende partnere.«