Den næstsidste dag i januar 1992 behandlede Folketinget to forslag, som handlede om de samme mennesker. De Radikale stod bag et lovforslag om opholdstilladelse til et antal statsløse palæstinensere fra Libanon, som sommeren før under stor medieopmærksomhed besatte først Enghave, siden Blågårds Kirke. Fremskridtspartiet foreslog i stedet i et beslutningsforslag udvisning af besætterne.
Ind eller ud? Asyl var blevet palæstinenserne nægtet af Flygtningenævnet, så der var udsigt til en særlov, hvor Folketinget lænede sig ind over regeringens administration. De Radikale fik støtte af det aukenske Socialdemokrati og af SF, og så var der flertal for at give palæstinenserne humanitært ophold.
Hvorfor? Ja, blandt andet fordi man ifølge tilhængere af ophold ikke kunne stole på udlændingemyndighederne efter alt det med Erik Ninn-Hansen og tamilerne. Ninn tog i øvrigt ordet under førstebehandlingen, han talte om nødvendig respekt for myndighedernes afgørelser.
Det var Schlüter-epokens aftenstund, tamilsagens afgrund ventede forude, og Konservative og Venstre sad alene i regering. Radikale var frie, så justitsminister Hans Engell kom under ubekvem politisk dobbeltild.
I Folketingssalen blev stemningen hed, selvom man var blevet vant til at modtage mange palæstinensere efter udlændingeloven af 1983. Engell meddelte fra Folketingets talerstol, at fra 1985 til 1991 havde godt 7.000 fået ophold, enten i form af asyl eller humanitært begrundet.
Sagerne lå ikke »uekspederede hen«, problemet var de eksisterende klagegange, som var udnyttet »i et meget vidt omfang«, fastslog Engell. Men hvis justitsministeren ikke kunne finde ud af at udsende dem, der ikke havde ret til at være her, ville Fremskridtspartiet »anbefale ministeren at blive embedsmand i stedet, for så er det det, han egner sig bedst til«, som Pia Kjærsgaard sagde.
Hun begærede folkeafstemning sammen med Maastricht-afstemningen fire måneder senere. Hun talte også for et folketingsvalg. De folketingsmedlemmer, som stemte for særloven, burde »udstyres med en narrehue«.
Ingen højere? Jo, Birthe Rønn Hornbech, Venstre, fandt særlove så principielt forkerte, at hun citerede fra Jyske Lovs fortale. Loven måtte ikke være »gjort eller skrevet til nogen mands særlige gunst«.
Folketinget turde ikke stå frem for befolkningen med sin egen udlændingepolitik. »Populismen har sejret, besættelsesaktioner har sejret, magten har besejret retten,« sagde Hornbech, som fandt grundloven brudt.
Sejrherrerne i Folketingssalen førte mere spagfærdig tale, måske fordi de vidste, de havde flertal, måske fordi nogle var lidt ubekvemme ved særloven. De hævdede palæstinensernes risiko for forfølgelse ved tilbagesendelse til Libanon, hvor der havde været borgerkrig.
Dorte Bennedsen, Socialdemokratiets ordfører, afviste, at man var i færd med at underkendte Flygtningenævnet. Et flertal i Folketinget var blot ved at få justitsministeren til at bruge sin bemyndigelse til at give ophold af humanitære årsager. »Og der er det, at vi siger: Hr. minister – vi sagde det i september, og vi siger det nu med loven – brug denne bemyndigelse.«
Marianne Jelved, radikal, glædede sig over, at kirkens folk havde ytret klare holdninger i en svær sag, »som jo i øvrigt afføder stærk modstand i befolkningen. Det er ikke nemt for radikale folketingsmedlemmer at benytte offentlige transportmidler i disse dage«, forklarede Jelved. Fra samme parti beklagede Elisabeth Arnold, at Venstre bare ønskede »stramninger, stramninger, stramninger«.
321 palæstinensere fik ud på foråret ophold efter det radikale lovforslags vedtagelse, men det var ikke alle bag det humanitære flertal, der især havde dem i tankerne under sagens behandling.
I Socialdemokratiet havde der vist sig betydelig skepsis over for det radikale forslag, skriver Niels Wium Olesen i Poul Schlüters tid. Hvad var egentlig det nye, siden man skulle underkende Flygtningenævnet, spurgte én på et gruppemøde.
Ordfører Bennedsen forklarede: »Det nye er, at De Radikale melder ud. Så må vi gå ud sammen med dem.« Det var en anden tid.
