»Hvordan ser det danske gemyt ud?« kunne nogen måske spørge, og et godt svar ville lyde: som et billede udført af Claus Deleuran – den fynske tegneserie- og bladtegner, der, før sin død kun 49 år gammel, gav os Thorfinn og Mikkeline og værker som Rejsen til Saturn og Illustreret Danmarkshistorie for Folket; folkesjæl forvandlet til streger på papir. 

Derfor er det en fryd, at filmskribenten Christian Monggaard i en ny bog kan fremlægge et så rigt – og hidtil uset – udvalg af Deleurans tegnekunst.