At stjæle glæde

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang så træet. Det var omkring midten af en femdages vandretur tværs hen over det nordlige England, fra Newcastle til Carlisle langs det gamle romerske forsvarsværk Hadrian’s Wall, eller Vallo Adriano, som Hadrians efterkommere kalder den. 

Muren blev rejst af den romerske kejser for 1.900 år siden som værn mod de skotske stammer. Dele af muren står der endnu, mens resten gennem tiden er blevet brugt som fyld i en militærvej, og der går en vandrerute langs den, stod der at læse i en artikel i National Geographic. Billederne viste et langt tog af grå, mosbegroede sten, som tøffede op og ned ad bakker og klippefremspring i et øde, forblæst landskab. Uimodståeligt.

Det var det første møde med Cumbria og Northumberland til fods, hvor man virkelig sanser et landskab, og det var en ualmindelig varm sommer med stikfluer og vabler og det sædvanlige bøvl i det britiske kongehus. Og midt i det hele, uden nogen form for varsel, i en fordybning mellem to velformede bakker, stod det der pludselig. Et stort, ensomt træ. 

Der var ingen tavle ved det, som fortalte, hvad man skulle mene eller føle. Det stod der bare og ragede op over den gamle mur, og det bandt landskabet sammen og fyldte det med en stille højtidelighed og gav kærkommen skygge. Det sted glemmer vi aldrig, hviskede vi til hinanden, da vi gik videre. 

Nogle år senere så vi det igen, da vi gik ad vandreruten The Pennine Way fra Edale i syd gennem byer med umulige navne som Slaggyford for at ende i Kirk Yetholm i Skotland, hvor ruten krydser Hadrian's Wall lige omkring Træet. På det tidspunkt havde jeg læst bedre på lektien og vidste, at det var en af Englands mest elskede gevækster, at det havde optrådt i en Robin Hood-film, at det gik under navnet The Sycamore Gap Tree, hvilket gjorde det til et ahorntræ, i hvert fald i Storbritannien, og at det var omkring 300 år gammelt. Alt for meget info og ståhej. Det føltes bedre, da det bare var et træ uden navn. Men vi havde overnattet lige i nærheden og havde derfor træet for os selv den morgen, med duggen, der dryppede fra bladene, og muddervejene, der fra den anden side af gærdet førte videre op til Skotland gennem Nordengland, som blev mere og mere afpillet undervejs.

Det er alt sammen vendt tilbage nu, da træet pludselig ikke er der mere. Sidst i september tog en 16-årig dreng en motorsav med ud til det og savede det over, så det faldt ned over Hadrians gamle mur. Det er i hvert fald, hvad han kort efter blev anholdt og sigtet for, hvorefter han blev løsladt mod kaution. Hvorfor han gjorde det, hvis det var ham, har man forgæves ledt efter forklaringer på. 

En 60-årig mand er også blevet sigtet for medvirken til fældningen, men efterforskningen har indtil videre været omgærdet af tavshed, og endnu ved man ikke, om motivet var et væddemål, et politisk statement, en provokation, almindelig raptus eller søgen efter opmærksomhed. Som den unge mand i hvert fald fik rigeligt af, da nyheden bredte sig langt ud over Storbritanniens grænser og udløste sorg, vrede og undren.

»Jeg forstår ikke, hvorfor nogen kunne finde på det. Det svarer til at stjæle glæde,« sagde en af de ansvarlige for efterforskningen, politikommissær Kimberly McGuinness.

I de følgende dage faldt reaktionerne i to hovedgrupper: den følelsesmæssige, hvor der blandt andet blev talt om »mordet på et kendingsmærke i landskabet«, og digteren W. H. Auden blev citeret: »En kultur er aldrig bedre end dens skove.« Og den løsningsorienterede, hvor de mest opfindsomme talte om at stikke træet i jorden igen og se, om det ikke groede videre, for sådan gjorde man i Japan, når et gammelt træ faldt om. Myndighedernes tilgang var mere praktisk. Det fældede træ blev savet i mindre stykker og transporteret til et »hemmeligt sted« for at sikre det fra souvenirjægere eller flere vandaler. Hvad der skal ske med resterne, er ikke besluttet. En bænk, måske. Eller en skulptur.

 Der blev også samlet frø op på gerningsstedet, i håbet om en dag at kunne plante et nyt træ på stedet, der nedstammer fra det gamle træ. Men uanset hvad kommer det gamle syn aldrig tilbage. Det tog det 300 år at nå sin majestætiske størrelse. Og en halv time at fælde. Og hvorfor? Der kan ikke have været tale om et øjebliks tankeløshed, for det kræver en del tid og kræfter at slæbe en motorsav med et langt sværd fra den nærmeste vej og ud til træet. Ovenikøbet midt om natten og under en storm, som i Storbritannien blev navngivet Agnes, navnet på en kristen martyr, som fik skåret halsen over af et romersk sværd. Der må have ligget en tanke bag. Men hvilken?

Måske er det tiden, vi lever i. For hver træelsker er der mindst én træhader, er det blevet nævnt i den hændervridende britiske debat. Det kan der være mange grunde til. Den anden dag var jeg i en by i Sydvestjylland, hvor en hel vejs gamle og tilsyneladende sunde fuglekirsebærtræer var ved at blive fældet, fordi »kirsebærrene griser bilerne til«, som det venligt blev forklaret. Der blev ikke fortrukket en mine, mens arbejdet stod på, kun lidt ærgrelse, da hydraulikken drillede. 

Måske er det i virkeligheden bare gammel misundelse. Jeg bladrer i et værk af Joseph George Strutt (1784-1867), Sylva Britannica, med beskrivelser og afbildninger af træer, der skiller sig ud ved deres »alder, størrelse eller skønhed«. Ét af dem, The Greendale Oak ved Welbeck i Nottinghamshire, havde så stor en stamme, at der i 1724 blev skåret hul i det, så en hestevogn med firspand kunne passere igennem. Der var tale om et væddemål indgået af Henry Bentinck, hertug af Portland. Han vandt, men den virkelige taber var det 700 år gamle træ. Omkring 100 år tog det at dø efter den ublide behandling, og i 1950erne var de sidste rester af The Greendale Oak rådnet væk, formentlig sammen med minderne om hertugen af Portland.

Så hvis De ser noget smukt på Deres vej, så stands op, og kig på det længe. For det er ikke sikkert, at De nogensinde kommer til at se det igen.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.