Minderne er ikke et fædreland

I 1949 skrev den tyske filosof Theodor Adorno, at det ville være »barbarisk at skrive poesi efter Auschwitz« – hvilket skulle forstås som, at det ville være vulgært at bruge poesi til at beskrive rædslerne i koncentrationslejrene. Adorno er sidenhen blevet citeret og fejlciteret til ukendelighed og er heldigvis også blevet modbevist igen og igen, ikke mindst af forfattere og digtere som Imre Kertész og Paul Celan, der begge var interneret i kz- og arbejdslejre under krigen.

Alligevel bliver Adornos citat ved med at dukke op, når man diskuterer poesi om krig, drab og folkemord i det hele taget, såsom Gazakrigen i 2014, folkemordet i Rwanda 1994-1995 og Ukrainekrigen, og det forstår man godt, for det virker på en eller anden måde utroligt, at der kan opstå lyrik ud af så forfærdelige hændelser. Adorno er selvfølgelig også blevet nævnt i litterære samtaler i forbindelse med den syriske borgerkrig, men som digteren Hanadi Zarka også bemærkede på et nyligt besøg i Danmark, er der utrolig mange syrere både inden og uden for Syrien, der skriver.