Besættelser. Kirsten Thorup slås bravt og ihærdigt med ikke at lade sin romanføljeton om den brave, ihærdige frikorpsenke Harriet segne under Besættelsens hvem-hvad-hvor.
Krigsmødre
Hvis man ved magi kun lod bøger og romaner om Anden Verdenskrig og Besættelsen skrevet af kvinder eksistere – med et puf er mændenes utallige titler borte! – eller alternativt nøjedes med bøger om den krig, der havde kvinder i hovedrollen og kvindeliv i fokus. Så ville det måske være nemmere at få øje på og påskønne kvaliteterne i Kirsten Thorups rigt travle – snarere end som i første bind, Indtil vanvid, indtil døden, skarpt fræsende – andet bind, Mørket bag dig, i hendes romanføljeton (der lægges hårdt op til et tredje bind) om frikorpsenken Harriet.
De kvaliteter nemlig, der er øjenhøjdeskildringen i rask trav af Harriets skiftevis fattede og paniske manøvrer for at holde sig selv og sine to børn oven vande i København de to sidste besættelsesår. Men som bare så let overdøves eller neddøves måske snarere, mumles bort, af alle de forbandede fakta om de forbandede år, som vi kender til bevidstløshed, hvad enten vi aktivt har opsøgt besættelseslitteratur eller bare har gennemlidt Matador en enkelt gang, og som Thorup føler sig tvunget til, især i bogens anden halvdel, at referere i deciderede faktabokse.
Del: