Georg Brandes krævede, at litteraturen skulle handle om noget i stedet for om ingenting. Kritisk og psykologisk realisme om samfundets virkelige problemer, ja tak. Gud, konge og fædreland, nej tak. Dette litteratursyn blev skoledannende, og siden Georg Brandes' moderne gennembrud for godt og vel halvandet hundrede år siden har vi set »forfatteren« som en samfundsbærende figur.
Tanken er god: I et samfund, hvor magtbegærlige politikere strides, og kapital og korruption holder de magtesløse i en skruestik, kan vi vende os til forfatterne som fritænkere og moralske autoriteter.
Ikke overraskende var det Georg Brandes selv, der indførte begrebet »intellektuel« i det danske sprog. Og han knyttede det til litteraturen. Derfor gav det så god mening, at han i 1898 sammen med norske Bjørnstjerne Bjørnson sekunderede den franske forfatter Émile Zola, der havde skrevet et åbent brev, »J'accuse«, til forsvar for den franske officer Alfred Dreyfus, der var dømt for spionage på falsk, antisemitisk grundlag og deporteret til Djævleøen.
Siden dengang har vi set forfatterne i en interessant dobbeltrolle: Dels skriver de litteratur, dels tager de ordet om emner af offentlig interesse: politiske, kulturelle, sociale og humanitære. Men ingen har været i nærheden af at spille en rolle som Émile Zolas.
»De intellektuelle« påtager sig gerne rollen som samfundets politiske og moralske autoritet, og de taler med humanistisk retfærdighed og retorisk kyndighed om politik fra en ikkepolitiseret position. Men de opbyggelige appeller falder på stengrund.
I 2007 underskrev en række fremtrædende israelske forfattere en appel, hvor de opfordrede deres egen regering til at forhandle en våbenhvile med Hamas. Forfatterne mente, at det kunne føre til varig fred med palæstinenserne.
»Israel har tidligere forhandlet med sine værste fjender,« skrev de litterære sværvægtere A.B. Yehoshua, Amos Oz og David Grossman.
I 2012 gjorde forfatterne et nyt forsøg. Denne gang havde David Grossman slået sig sammen med sin algeriske kollega Boualem Sansal. De appellerede om forbedring af den »umenneskelige og amoralske« situation i Israel.
Boualem Sansal var dengang i 2012 både optimistisk og realistisk. Han håbede, at hundredvis af forfattere fra mange lande ville tilslutte sig appellen, sagde han, og han forventede, at de på langt sigt kunne ændre virkeligheden. Men på kort sigt: »Not really.«
Nej, not really. David Grossman og Boualem Sansal havde ellers både Europarådet, World Forum for Democracy, den berømte bogmesse i Frankfurt og flere litteraturfestivaler i ryggen, og blandt underskriverne af den litterære appel var fremtrædende forfattere som italienske Claudio Magris, portugisiske Antonio Lobo Antunes, eksilkinesiske Liao Yiwu, ungarske Péter Esterházy og østrigske Elfriede Jelinek.
MEN FORFATTERE HAR hverken politisk eller moralsk autoritet. Benjamin Netanyahu og terroristerne i Hamas er helt enige om, at forfatterne kan appellere lige så tosset, de vil. Deres humanistiske litterære fløjlssnak er der ingen, der lytter til. De to underskriftsamlinger – og der har sikkert været mange flere – har derfor været skønne spildte kræfter.
Hvad er der nogensinde kommet ud af et forfatteropråb? Ændrede det noget herhjemme, da 12 af landets fremmeste forfattere i 2005 skrev et fællesopråb for mere humanisme og mindre intolerance? Nej. De blev tværet ud på en nedladende måde, og tidsånden gik sin egen vej uden at lytte til litteraturen.
Georg Brandes' fordring til forfatterne havde en anden effekt dengang, da den kritiske fritænker var ny, opsigtsvækkende og kættersk. I dag er forfatteren, der efterlyser fred og tolerance, blot en forventelig figur. Hvis de samler sig for tolerance, bliver de afvist som jammerkommoder. Hvis de samler sig for fred, bliver de negligeret som verdensfjerne.
Forfatteren som moralsk autoritet har udspillet sin rolle. Ikke siden Zola gik i brechen for Dreyfus, har en forfatter flyttet noget. Det skulle da lige være Hanne-Vibeke Holst, der i 2004 gik i flæsket på sexistiske rappere. Hun tabte på kort sigt. Men vandt på langt.
