På en lillebitte skovhøj foran det, der ikke så meget er en scene, som det er en hævet bod, et åbent klubhus bestyret af skiftende dj’s, står en blød raver med hvidt strithår, casual polo og midtlivsjeans. Jorden under ham er dækket af lys træflis og bugter sig på hver side ned mod brutale højttalersystemer, der er camoufleret ind i små grupper af slanke træer. Han er første mand på gulvet, længe inden natten falder over den elektroniske musikfestival Karrusel, som i slutningen af august fik en hedonistisk ungdom klædt i variationer over postapokalypse og Helly Hansen til at flokkes mod Refshaleøen i København til »tre dages house, disco og techno i skoven«.

Med sin tysk skårne figur og omtrentboomerske alder må han være den ægte vare. En af dem, der red med på bølgen, da en helt ny musik skyllede ind over Europa i 80erne, importeret fra stilede sorte klubber i Detroit og Chicago og siden forvandlet til revolutionær, hardcore opløsningsvæske i Londons undergrund i de tidlige 90ere. Den eksplosion af nye elektroniske genrer, som fulgte med opblomstringen af techno og house dengang, var, mener flere, sidste gang, at der for alvor skete noget nyt i musikkens verden. Det var, inden alt blev retro, eller som et klogt menneske på min egen alder har formuleret det, dengang vi stadig troede på fremtiden.