De sociale mediers køkkenfest

Internettet forvitrer, og de sociale medier er ikke længere sociale. Engang var Instagram og Facebook vennebaserede. Det, vores feed var fuldt af, var personlige opslag og billeder fra folk, vi kender i virkeligheden. Her er et sløret foto fra en fest, vi var til. Her er min morgenmad og den bog, jeg læser lige nu. Den type opslag findes stadig, men nu er Instagram-feedet fyldt med influencere og kunstige intelligenser, som spyer algoritmeafstemt, professionelt og kommercielt indhold i ens retning. Facebook en efterhånden tyndtbefolket ældrefest, hvor den gamle garde duellerer i kommentarfelterne. Hvem ved, hvor X ender henne. Det er ikke, fordi folk har forladt platformene, men det føles, som om alle poster mindre og lurer mere. 

Men hvis feedet eller væggen, den synlige del af de sociale medier, er døde, eller i hvert fald fanget i et langt hospicestadie, så myldrer det af liv i indbakken.

Kommentarfeltet er passé. Jeg har udelukkende en Facebook-konto for at bruge Messenger. De sociale medier er blevet til brevromaner: Vi skriver ikke offentlige opdateringer, men der er ild i gruppechatten. Særligt fællestråde er samtidens sociale genre. Et mere intimt, tilbagetrukket socialt rum. Lidt mere selvtilstrækkeligt. Det er – illustreret med en velkendt manøvre fra det analoge liv – som om folk har forladt dansegulvet til fordel for køkkenfesten.

Vi lever i gruppechattens tidsalder, skrev The Atlantic for nylig. Og Insider er enig: De sociale medier er døde, og det var gruppechatten, der gjorde det. Om det så er i sms’er, Messenger eller WhatsApp, spinder vi lange fælles tråde. Platformene ved, hvilken vej vinden blæser, og på Instagram er en ny funktion på trapperne, som lader brugerne dele stories med flere udvalgte private vennecirkler. Vi gider ikke det store offentlige feed.

Man kan juble over folkevandringen over i indbakkekøkkenet som en afslutning på en æra med en kaotisk, poserende opførsel på sociale medier, hvor man stiller sig offentligt an som tiltrækkende og interessant (over for et håbløst sammensat publikum af venner, bekendte, familiemedlemmer og kollegaer).

Det ligner en spøjs, regressiv manøvre: Nu trækker vi os lidt tilbage og skriver med vores nærmeste venner (og familie, kollegaer etc.). Småsnakker, planlægger, deler memes og artikler. I små lukkede tråde. Det føles næsten lidt moralsk overlegent, her skriver vi for samtalens egen skyld og for at bekræfte vores venskab, ikke for at blive set.

Det er også stressende. Når jeg uvidenskabeligt spørger rundt, rapporterer venner og kollegaer stigende gruppechattræthed. Der plinger hele tiden notifikationer ind. En amerikansk undersøgelse citeret i Atlantic-artiklen understøtter den fornemmelse: 66 procent af de adspurgte følte sig overvældet af deres gruppechats.

Der er mulighed for helt nye spændende komplekser: Jeg forsøger at lade være at tage det personligt, at min kærestes familiegruppechat, som jeg er blevet indlemmet i, er så præget af deres trygge tilknytningsmønster og åbne kommunikationsform, at der kommer 50 beskeder i døgnet, hvilket får min egen familietråd til at se vissen og samspilsramt ud i sammenligning.

Som altid, når et nyt medium bliver populært, er etiketten ikke etableret på forhånd. Må man mute sin svigergruppechat? Hvor ofte er det i så fald høfligt at tjekke ind? Kan man forlade en fællestråd? Ja, men giv besked forinden, medmindre De vil have fuld dramaqueenvaluta for pengene og smække med døren.

Noget, jeg er ekstremt nysgerrig på, er kønnede gruppechats. Flere af mine venindebaserede fællestråde lider af den feminine tilbøjelighed til omsorgsarbejde og blød organisering. Der er hele tiden en julefrokost eller et babyshower, der skal koordineres.

Men ved De nu hvad? Mænd har også gruppechats. Sensationelt. Vi er et skridt nærmere på at besvare den ældgamle gåde: Hvordan kommunikerer mænd? En kollega fortalte mig, at hans gruppechats er holdt i en slags kronisk maskulin akkusativ: Det drejer sig altid om et objekt. En terrasse, der skal bygges. En bytur, der afvikles i realtid: Er I på vej? Hvor er I henne? Hvornår lukker de? Det er imidlertid uhørt at skrive »Tak for i går« eller »Hvordan går det?«. 

Men en anden mandlig kollega sagde (forjættende), at i gruppechatten, der kan alt ske. Debat, privatliv, skænderier. Der findes næppe nogen fortrolige dokumenter, jeg hellere ville læse. Desværre er gruppechatten defineret af netop det. Fortrolighed. Det føles som en markant modreaktion på de sociale mediers absolutte kerneværdi hidtil: synlighed. Har vi endelig fået nok?

Gruppechatten er ikke kun et mildt og afspændt sted. Den er også interessant, fordi den – sjovt nok – har gruppedynamikker. Hvis jeg sender en besked til en ven, er den ideelt set herredømmefri og egalitær. Men så snart der er mere end to til stede, er der ingredienser til hierarkier og dramatik. Der kan være fnidder og usagtheder gemt mellem linjerne. Hvorfor svarer de andre ikke? Har jeg formuleret mig klodset? Er denne tavshed mon en sigende tavshed? Gruppechatten er nærmest litterær i sit væsen, et moderne kammerspil: Var det en lidt spids replik? Hvad bliver der ikke sagt?

Særligt speget bliver det, når nogen skriver noget akavet i gruppechatten, og man opretter en simultan to-og-to-tråd for at enes om, at det da var mærkeligt sagt. Det er ækvivalenten til, når damer i Jane Austen-romaner tager hinanden under armen for at gå en runde i salonen og hviske om en tredje gæst til festen, og hvad vedkommende sagde lige før. Intrigant, metalitterært og fuldt af potentiale.

Mere opbyggeligt betragtet er gruppechatten smart, fordi den tillader en at mikrodosere de venskaber, man ikke har tid til at vedligeholde så kærligt, som man gerne ville. Når man er socialt isoleret (det kunne skyldes en global pandemi eller bare livet som børnefamiliegjort) er det en måde at føle sig forbundet. Men livlinen kan paradoksalt blive en forhindring: når det er så meget lettere at skrive sammen, kan det blive en erstatning for at prioritere at ses i virkeligheden.

Der er også noget sørgmodigt over, at kommunikationen bliver decentraliseret og privat. Selvfølgelig er det hyggeligere at flytte over i indbakkens harmonisk segmenterede ekkokamre, hvor der ikke er fare for, at en småracistisk onkel giver sig til at hærge i kommentarfeltet. Men det er også desillusionerede: Der var engang, hvor man virkelig troede på platformen som offentlighed, den store fælles samtale, det kolossale demokratiske potentiale, Facebook som en agora. Ak ja.