En glente begravede hovedet i en opsprættet mave

Godt, at Kristian Bang Foss ikke spurgte mig, der var fortvivlet 50/50 sur på og glad for hans forrige, megasuccesfulde roman Frank vender hjem fra 2019, om det var en god idé for ham, et af vores mest lysende, samtidsrealistisk tragikomiske talenter, at skrive en tyk historisk roman fuld af slagscener og landskabsbeskrivelser om slægts- og territorialstridigheder i bronzealderen – og efterfølgende ikke lyttede til mit sukkende, fuldtonende nej: Det er virkelig ikke en god idé, KB, skriv den definitive, Dr. Strangelove-agtige krønike om coronaårene, eller hvad som helst andet, i stedet.

For sikke en fantastisk, næsten provokerende vellykket, helt gammeldags drønspændende og klump-i-halsen-bevægende, men også omhyggeligt brutal og pågående poetisk roman, Manden der bar solen er blevet. Det eneste, der lige præcis mangler, er humor (et par meget små bipersoner klovner den mindste, skurrende smule), og det er selvfølgelig ærgerligt, når der nu er få, der formår at skrive sublimt sort sjovt som Bang Foss, men det er en totalt skarnagtig anke i forhold til rigdommen af alt øvrigt. Og forresten findes humor faktisk i en serie veloplagte forbandelser kastet gennem romanen af flere personer (og hvad er det for et sigende populært tekstformat, forbandelsen, i ny dansk litteratur, fra Anders Abildgaard over Kristina Nya Glaffey til nu Bang Foss!?).