Der var én grav uden lys på, da årsdagen for redningen af de danske jøder blev fejret i Mindelunden i København torsdag aften i sidste uge ved arrangementet Lys i mørket. Kærterne blussede ellers på gravstenene i Det Store Gravfelt, hvor danske modstandsmænd ligger begravet, men tæt på Mindelundens centrale monument og omgivet af helte som Flammen, Citronen og Kim Malthe-Bruun henlå grav nummer 44 i mørke. Navnet Karl Edvard Nielsen kunne knap skimtes – som et forvarsel om, at den store gravsten snart bliver fjernet. Hvis der er fysiske rester tilbage af ham nede i jorden, bliver de sandsynligvis gravet op.
Det er Kirkeministeriet, der har besluttet at fjerne gravstenen, efter at det for en måned siden kom frem her i avisen, at Karl Edvard Nielsen i virkeligheden ikke var modstandsmand. Tværtimod arbejdede han for tyskerne som sabotagevagt, der skulle holde modstandsfolk væk fra et vigtigt vandværk i Københavns omegn. I et brev til den rigsbefuldmægtigede Werner Best skrev hans kone, som håbede på at få erstatning for tab af forsørger, at hendes afdøde mand »afgjort ikke havde nogen forståelse« for modstandsfolk.
I artiklen i Weekendavisen fremlagde forfatteren Martin Q. Magnussen dette brev og andet nyfundet arkivmateriale, der rejste begrundet tvivl om Karl Edvard Nielsens status som modstandsmand. Kirkeministeriet, som har ansvaret for Mindelunden, bad derefter Nationalmuseet om at undersøge sagen. Magnussens bog Den falske løjtnant – Den sande historie om storstikkeren Sven Hazel, som omtaler sagen, udkom for nylig.
Museumsinspektør Dennis Larsen har gennemgået de nye kilder og konkluderer, at intet i det kildemateriale, der nu findes, godtgør, at Karl Edvard Nielsen har været modstandsmand. Tværtimod tyder alt på, at Martin Q. Magnussens konklusioner er korrekte, og Karl Edvard Nielsen er derfor nu også fjernet fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase.
Fejltagelsen
Nu bliver hans gravsten så også fjernet, oplyser Anna Wagn, der er daglig leder i Mindelunden.
»Stenen bliver i hvert fald løftet væk, men om der skal ske mere, ved vi ikke endnu,« siger hun og forklarer:
»Jeg skal i arkiverne for finde ud af, hvordan begravelserne foregik. Hvis de døde bare er lagt i en trækiste, er både de fysiske rester og kisterne for længst opløst, siger eksperter. Hvis der derimod er en zinkkiste inde i trækisten, vil der stadig være noget at grave op, og det vil Kirkeministeriet i givet fald så tage beslutning om.«
Karl Edvard Nielsen blev skudt i sit hjem om aftenen den 3. november 1944 i Torslunde på den københavnske vestegn, fordi tyske Gestapo-folk og deres danske håndlangere var på jagt efter en modstandsmand, der boede på samme adresse. Da de blev klar over fejltagelsen, tog de liget med og gravede det ned på pladsen i Ryvangen, hvor de også begravede henrettede danske modstandsfolk. Her blev han efter Befrielsen gravet op, identificeret og genbegravet i en kiste svøbt i Dannebrog 29. august 1945 på stedet, der nu var blevet til Mindelunden.Under fanerne
I virkeligheden havde den rigtige modstandsmand, som var Nielsens logerende på første sal, kort efter Befrielsen fortalt dansk politi, at det var ham og ikke den afdøde og nu hædrede Karl Edvard Nielsen, der havde været frihedskæmper. Han mente endda, at det måske var hans vært, altså Nielsen, eller dennes kone, som havde stukket ham.
Af papirerne i politiets sagsmappe fremgår det, at hans oplysninger ingen betydning fik for sagens opklaring. Kort efter tilstod to danskere, der allerede sad varetægtsfængslet, nemlig, at det var dem, der havde skudt Karl Edvard Nielsen, mens de var i tyskernes tjeneste.
Deres tilståelser blev underbygget af udsagn fra andre fængslede nazister og landssvigere, der kunne supplere med oplysninger om drabet, og hvem der havde stukket Karl Edvard Nielsen, som ifølge dem skulle have været en meget stor og vigtig modstandsmand. Men deres oplysninger og tilståelser var falske. De var en del af et komplot, som skulle sabotere retsopgøret, og som blev orkestreret af nazisten Børge Willy Redsted Pedersen, der senere blev bestsellerforfatter under navnet Sven Hazel.
