Kort nyt. Vi skal ikke frygte Japans udslip af radioaktivt spildevand, skriver eksperter.
Ufarligt affald
At Japan de næste mindst 30 år vil sende over 1,3 milliarder liter radioaktivt spildevand ud i Stillehavet, lyder helt umiddelbart ildevarslende. Beslutningen, som følger i kølvandet på den massive tsunami-ulykke, der ramte Fukushima-atomkraftværket i 2011, har da også affødt heftig kritik – ikke mindst fra Japans nabo Kina, der har reageret med flere boykot – men også fra miljøorganisationer og en stor del af den japanske befolkning.
Ikke desto mindre lod Tokyo Electric Power Company, der står bag Fukushima-værket, sidst i august den første ladning radioaktivt spildevand løbe ud i det nordvestlige Stillehav. Manøvren er helt i tråd med de japanske og internationale myndigheders anvisninger, og næste udledning fulgte i denne uge (torsdag, red.).
Leder man efter beroligende læsning om den opsigtsvækkende proces, er den aktuelle udgave af tidsskriftet Science et godt sted at starte. Her forklarer tre professorer med ekspertise inden for miljøvidenskab og kernefysik, hvorfor der som udgangspunkt ikke er grund til at være bekymret.
De skriver blandt andet, at mængderne af stråling fra det udledte og i øvrigt behandlede spildevand holdes et godt stykke under de internationale sikkerhedsgrænser og desuden er lavere end i spildevand fra andre kernekraftværker, som også lever op til reglerne på området.

Desuden er de forventede doser af stråling, der vil ramme fisk og skaldyr i området, lavere end eksponering for den naturlige baggrundsstråling eller eksempelvis kosmisk stråling under en flyvetur.
Science, 5. oktober
Del:
