Tak til dynamitmanden

Selvfølgelig er ideen absurd: Vælg én forfatter ud af verdens millioner af poeter, dramatikere, prosaister, filosoffer og sangskrivere fra ét sprogområde ud af tusinder, og udnævn ham eller hende til den vigtigste.

Nobelprisen i litteratur er et umuligt monstrum. Indstiftet af en dynamitmager, baseret på en uklar fundats – hvad pokker vil det sige at have »produceret det mest udmærkede i idealisk retning?« – og uddelt af 18 bovlamme svenskere fra et skandaliseret akademi.

Skandaler har der været nok af. I 1974 sørgede de to akademimedlemmer Harry Martinson og Eyvind Johnson for at give prisen til sig selv og hinanden, og så er der notoriske udeladelsessynder på listen over pristagere: ingen Leo Tolstoj, ingen James Joyce, ingen Karen Blixen eller Inger Christensen.

Ser man statistisk på prisen, er den naturligvis også skæv som en akademikers selvbyggerprojekter: 17 kvinder ud af 119 pristagere, alt for få lyrikere og alt for mange engelsksprogede, selvom amerikansk intelligentsia bliver ved at føle sig snydt.

Så hvorfor sidder jeg hvert år klar med sitrende hænder, når dørene går op i Stockholm, og hvorfor er det så pokkers vigtigt for en avis som vores at kunne bringe et portræt af pristageren dagen efter tildelingen?

FOR DET FØRSTE: Fordi Nobelprisen er den største og vigtigste litteraturpris i verden, basta. Der findes mange fine diplomer i bøgernes verden, enkelte priser kan endog redde en forfatters skrantende økonomi, men kun én pris lyder på 11 millioner svenske kroner, en guldmedalje og et håndtegnet diplom underskrevet af den svenske konge. Stik den, Bookerpris.

For det andet: Fordi Nobelprisen er den eneste institution, der reelt udfordrer os til at læse bredt og læse dybt og vaccinerer os mod to slags provinsialisme:

Dels den geografisk/sproglige provinsialisme, hvor vi primært læser litteratur fra vores eget land eller sprog. Denne er særligt grel i den globale anglosfære, men også i mindre lande og sprogområder er den smalleste litteratur den oversatte litteratur.

Dels den kronologiske provinsialisme, hvor nyhedsmedier og forlagsindustri af gode grunde promoverer det nye, sæsonens must read, sommerens kioskbasker, den spændende debutant, og det kræver en bevidst indsats at (gen)opdage mesterværker med mere end 20 år på bagen.

Uden Nobelprisen er det langtfra sikkert, at små forlag havde turdet binde an med at oversætte Mo Yan fra kinesisk og give os et vindue ind i en global supermagt, vi ikke forstår, og uden Nobelprisen er det meget muligt, at Abdulrazak Gurnah var forblevet uretfærdigt glemt i store dele af verden, til trods for at hans hoved- og gennembrudsværker blot er 30 år gamle. Og hvor mange læsere uden for Frankrig ville have opdaget Patrick Modianos sublime pariserparanoia, hvis det ikke var for akademiet? Hvis dynamit er prisen for dén berigelse, så lad det være sådan.

HVIS MAN UNDLADER at se prisen som en fair sportskonkurrence med mållinje, VAR og klare parametre og i stedet ser den som en velvoksen projektør, der afsøger verdens forladte biblioteker og kaster lys ind i kondemnerede boghandler, begynder den at give mening.

Og den giver ekstra meget mening, når man sammenligner med alternativerne, der i det store hele falder i tre kategorier: det partikulære, det kommercielle og det ideologiske.

Bortset fra den vægtige Nordisk Råds litteraturpris, der smukt fejrer en hel region og dens otte sprogområder, er verdens store litteraturpriser enten defineret af sprog- eller landegrænser: Deutscher Buchpreis er en fremragende anledning til at opdage stor tysksproget skønlitteratur fra Tyskland, Østrig eller Schweiz. Prix Goncourt med den dejligt arrogante prissum på én euro er en genvej til store læseoplevelser fra den globale frankofoni, om end den kun kan gå til romaner. Og Bookerprisen er en kommerciel fidus med kendisjury og en problematisk fundats, som typisk går til vældig gode romaner tilgængelige på engelsk, men også er lidt for glad for vigtige/rørende/blabla historier til vores tid.

Nobelprisen, derimod, er demonstrativt uaktuel – en lifetime achievement award uden krav om aktuel relevans – og befriende uideologisk. Nej, Adonis fik ikke prisen under Det Arabiske Forår, og nej, de fandt ikke en ukrainer i år for den gode stemnings skyld. Straks efter udrensningen i akademiet og den uhørte pause i prisuddelingen valgte man i 2019 at hædre et dumt svin som Peter Handke, og hurra for det.

Én gang om året slipper litteraturen for at være anledning til en sund snak om samfundet, og den skrumlede litteratur bliver breaking news i hele verden.

Dérfor er den håbløse pris så vigtig.