Et sludrechatols bekendelser

Umiddelbart lyder en roman om en forfatter, der aldrig forlader sit arbejdsværelse, som en gabende kedelig læseoplevelse. Det behøver det dog slet ikke at være. Tænk bare på Samuel Becketts Molloy, hvor hovedpersonen ikke aner, hvorfor han sidder på sin mors værelse og skriver, men alligevel fortsætter med at gøre det. Langsomt igangsætter han den sindsoprivende afpilning af romanformen, som blev Becketts litterære projekt resten af livet, indtil selve sproget til sidst var udslettet.

Eller William H. Gass’ monstrøse The Tunnel. Her mediterer en paranoid historieprofessor over, hvad det indebærer at bruge et helt liv på at sidde i en stol og skrive, mens hans akademiske værk om Hitler muterer til en pervers selvbiografi, som han er så angst for at vise til sin kone, at han begynder at grave en tunnel i kælderen under sit hus, indtil han endegyldigt farer vild i sit eget sind.