Leder. Selvfølgelig kan man stoppe Paludan. Men det kræver, at man genindfører blasfemiparagraffen, og det er der næppe stemning for i Sverige eller Danmark.

Blasfemi og demokrati

RASMUS Paludans afbrænding af Koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm har nok en gang – både i Danmark og Sverige – rejst spørgsmålet om, hvor langt en stat skal strække sig for at forsvare ytringsfriheden. Var det virkelig nødvendigt at stille politibeskyttelse til rådighed for Paludan? Kunne man virkelig ikke have henlagt hans happening til ødemarken, når nu enhver kunne regne ud, at den kunne få fatale følger for svensk NATO-medlemskab? For det kan da ikke passe, at ytringsfriheden og demokratiet står og falder med, at der brændes koraner af?

MODSAT hvad nogle nok forestiller sig, er svaret på det sidste spørgsmål nej. Et demokrati kan sagtens være et demokrati, uden at det behøver at være tilladt at brænde koraner af. I så fald er det udstyret med en blasfemiparagraf, der forbyder bespottelse af alle guder og trosretninger. Sådan en har Finland og Østrig, og sådan en har både Danmark og Sverige haft. Ytringsfriheden har aldrig nogensinde været absolut i den vestlige verden: Vi har lovgivning mod alt fra racisme over injurier og falsk markedsføring til anprisninger af terror og omstyrtelse af den offentlige orden. Når Paludan i dette tilfælde ikke foretager sig noget ulovligt, så er det, fordi såvel danskere som svenskere nu om dage forstår sig selv som borgere i sekulære stater, hvor man må krænke Vorherre, Allah og Jahve, så meget man lyster. Og hvis det skal laves om, og blasfemiparagraffen genindføres, hvad der næppe er flertal for i befolkningerne, så vil den gælde for Loke såvel som for Thor. For Allah såvel som for Vorherre: Så er det simpelthen slut med at gøre grin med højere magter.

OVERHOLDER Paludan loven, er det imidlertid stadig relevant at rejse spørgsmålet, hvorfor det er politiets opgave at sikre, at koranafbrændingen foregår i god ro og orden. Det koster kassen, og politiet kommer meget ofte selv til skade i sit korporlige forsvar for Paludan. Svaret på dét er imidlertid, at i en retsstat skal loven gælde, hvilket vil sige, at borgerne skal have mulighed for at benytte sig af den frihed, der er tilstået dem. Og hvis det kræver politiets tilstedeværelse, fordi andre borgere ellers med vold ville lukke munden på dem, so be it.

LOVEN forhindrer til gengæld ikke, at politiet kan stille krav til tid og sted begrundet i hensynet til færdsel, sikkerhed og ro og orden i området. Men i både Danmark og Sverige – og i rigtig mange andre lande i øvrigt – er det helt normalt med demonstrationer foran de ambassader, hvis regimer man vil kritisere – eller rose. Efter Paludans afbrænding afholdt en protyrkisk organisation således en demonstration foran ambassaden i Stockholm for at vise sin støtte til Erdogan. Og på den baggrund skal myndighederne tænke sig rigtig godt om, før de begynder at flytte nogle frem for andre demonstrationer til afsidesliggende steder, eftersom det i praksis vil betyde en indskrænkning af ytringsfriheden. Staten ville indirekte sanktionere voldsmandens veto, hvis den lod de forventede reaktioner på ytringerne være afgørende for, hvem der kunne protestere hvor. I stedet for at ærgre sig over en primitiv provokatør som Paludan, bør man derfor glæde sig over Sveriges respekt for gældende lov.

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.