Valgkampsreportage. Med løftet om at standse al militær støtte til Ukraine ser populisten Robert Fico ud til at genvinde magten i Slovakiet lørdag. To af hans gamle skolekammerater forklarer, hvorfor det er tiltrængt.

Slovakiet vender Vesten ryggen

SLOVAKIET – Kører man af motorvejen ud på landevej 514, vil man på et tidspunkt nå forbi den undseelige lille by Topoľčany, et koordinat, der nu markerer et skel mellem øst og vest – ikke kun i Slovakiet, men i Europa. Her er det netop blevet fyraften. Tusmørket omslutter byens lille torv, hvor barndomsvennerne Oto og Miroslav i aften mødes efter arbejde for at sludre om livet og om det parlamentsvalg, der finder sted lørdag.

Den ene er elektriker, den anden ansat i kommunen, og de har nok at tale om: Alt tyder på, at deres gamle skolekammerat, venstrepopulisten Robert Fico vil generobre magten som premierminister. 

Sker det, har Fico garanteret, at han vil bremse enhver militærstøtte til Ukraine og kæmpe for at ophæve sanktionerne mod Rusland. Prisen er blevet for høj, lyder det; landmændene har brug for at sælge deres eget korn, som det lød i sidste uge, da Slovakiet sammen med Ungarn og Polen undsagde EUs krav om at favorisere Ukraines eksport.

Midt på torvet lyser et futuristisk designet springvand op i regnbuens farver, og det skal man næppe tillægge ideologisk vægt: Fico er født her i byen, hvor han har truffet først Miroslav, 60, i folkeskolen og siden Oto, 63, i gymnasiet, og de to venner har altid beundret Robert Ficos ambitioner og handlekraft.

At meningsmålingerne nu varsler Ficos spektakulære comeback efter weekendens valg, kommer bag på mange iagttagere. 

Men ikke på de to mænd, som har taget plads ved udeserveringen under Mona Lisa Caffe Clubs lyse markise. Og hvis ellers den udsendte journalist fra »den påståede frie avis« lover ikke at censurere dem og desuden byder på en gin & tonic fra baren, vil de gerne forklare ham, hvori Ficos appel består. 

Og det er nok så vigtigt, for det er også historien om, hvorfor et lille land som Slovakiet formentlig vil bryde sin solidaritet med Vesten.

Fico har således en uhyggelig evne til at læse og udnytte folkestemningen, så »selvfølgelig« har han fornemmet den tiltagende utilfredshed: En undersøgelse fra GLOBSEC i maj viste, at 51 procent af slovakkerne bebrejder ukrainerne krigen. Kun 40 procent holder Rusland ansvarlig. 

Oto og Miroslav sidder i en henholdsvis hvid og mørkeblå sweater, og nu, efter en tår af hver sin drink, forsvarer de gerne Ficos angiveligt »neutrale position« mellem øst og vest: Det handler ikke om at være »pro Rusland,« men om at »sige fra« over for »den vesteuropæiske elite« og »Zelenskyjs tiggeri«. 

Og hvis ellers den udsendte journalist fra 'den påståede frie avis' lover ikke at censurere dem og desuden byder på en gin & tonic fra baren, vil de gerne forklare ham, hvori Ficos appel består.

Paradoksalt nok er de to mænd af den opfattelse, at Fico er bannerfører i en frihedskamp, som tåler sammenligning med Fløjlsrevolutionen i 1989; altså det opgør med Sovjetunionen og siden tjekkerne, der førte til Slovakiets fødsel som selvstændigt land i 1993. Dengang som nu handler det om retten til at være en fri nation. Kravet om solidaritet med Ukraine ses som en ny ideologisk tvang – denne gang fra vest.

Jeg spørger dem en smule polemisk, om landets historiske forhold måske gør slovakkerne »sårbare« over for prorussisk »propaganda« og desinformation, som flere oppositionspolitikere og analytikere hævder?

De to mænd trækker på skuldrene. De ser det ikke som et tegn på sårbarhed. Sårbart er det derimod at underlægge sig Bruxelles’ og USAs kontrol, forklarer de. Ukrainekrigen ser de som en konflikt mellem et USA-ledet NATO og Rusland. Ikke som et europæisk anliggende, de selv behøver være en del af. Det er den fremherskende holdning i befolkningen, som Fico har aflæst, og som er i modstrid med den proukrainske position, som den siddende regering har indtaget.

Ficos tilgang bliver demonstreret i et kort klip fra et pressemøde, han selv delte på sociale medier tidligere på ugen: »Hvorfor spreder du russisk propaganda?« spørger journalisten fra tyske Deutsche Welle ham på engelsk. Fico reagerer med et smørret smil. Han svarer hende på slovakisk: »Fru journalist, vi er ikke forpligtede til at gentage retorikken fra USA eller Vesteuropa. Vi er en selvstændig nation (...) med en historisk tilknytning til de lande, der var en del af Sovjetunionen.«

Og netop derfor følges lørdagens parlamentsvalg i Slovakiet tæt i både øst og vest: Vil en sejr til Fico varsle en begyndende krigsafmatning i Europa?

Lysning i Europas sorte hul

Man kan aflæse slovakkernes gradvise affortryllelse af Vesten i de radikale sving, som den 59-årige Robert Ficos karriere har taget. Fico har været med, lige så længe som Slovakiet har eksisteret som selvstændig nation, og han har, som Oto og Miroslav siger, altid været ferm til at lodde folkestemningen – indtil en vred, ung og vestlig protestbølge dømte ham ude i 2018.

Karrieren begyndte han som ung kommunist bag Jerntæppet, få år inden Sovjetunionens fald. Kort efter gjorde han sig bemærket i et grønt, antikommunistisk, men socialistisk parti. Dengang var Fico en del af en ny generation af politikere, der ville vise, at Slovakiet var i stand til at omstille sig til vesteuropæiske standarder.

Håbet manifesterede sig ved et afgørende valg i 1998, hvor den mafiøse premierminister Vladimír Mečiar endelig blev afsat. Folkets dom lød, at tiden var inde til at stræbe efter en vestlig »normal« og gøre op med korruptionen, der var så slem, at amerikanske Madeleine Albright året forinden, i 1997, beskrev Slovakiet som »Europas sorte hul«. 

Til 1998-valget blev Fico en stor stemmesluger, men hans socialistiske parti kom ikke i regering. Som konsekvens meldte Fico sig ud og blev løsgænger i en periode; han ville have magten, og det gik for langsomt.

Året efter, i 1999, stiftede han sit nuværende parti, SMER (»Retning«), et midtersøgende, socialdemokratisk projekt. I de år kunne man høre Fico hævde at udstikke en ny »tredje vej« efter inspiration fra folk som Tony Blair. Han ville ride med på Slovakiets nye vestlige bølge. 

Slovakiet blev medlem af EU og NATO i 2004, og to år senere blev Fico første gang valgt som premierminister for sit nye parti. Han sad frem til 2010 og igen fra 2012 til 2016, hvor han blev valgt for tredje gang. Men i den ombæring nåede han kun at sidde to år, før vælgerne havde fået nok. 

Mindernes magt

Ficos fald skete en februardag i 2018. Den 27-årige journalist Ján Kuciak og hans forlovede, Martina Kušnírová, blev skudt og dræbt på gaden i en lille landsby øst for Bratislava, bedst som Kuciak var i gang med at afsløre historier om skattesvindel i regeringstoppen. 

Dobbeltmordet i 2018 blev ikke kun en stor sag, men et afgørende øjeblik for de yngre generationer af slovakker, der var vokset op i troen på, at Slovakiet nærmede sig vesteuropæiske standarder. Mafiametoder og blod på hænderne var uforeneligt med et vestligt demokrati – og derfor blev Fico nu billedet på landets mørke fortid. 

Hundredtusindvis af demonstranter på gaderne i hele landet krævede hans afgang i de største protester, landet har set siden Fløjlsrevolutionen i 1989. To uger senere måtte Fico trække sig fra posten og fra slovakisk politik. Permanent, troede de fleste. For Fico blev anset som medansvarlig for mordet – i hvilken grad han var personligt indblandet, er stadig ved at blive undersøgt.

Efter dobbeltmordet fik det dengang nystartede parti Progressive Slovakker medvind. Den ene medstifter, Zuzana Čaputová, en klimaaktivistisk jurist, blev valgt som præsident i 2019, hvor hun sidder endnu som den hidtil yngste – og desuden første kvinde – på den post. 

Og hvis ellers den udsendte journalist fra 'den påståede frie avis' lover ikke at censurere dem og desuden byder på en gin & tonic fra baren, vil de gerne forklare ham, hvori Ficos appel består.

I forrige uge anklagede hun Fico for på forhånd at påstå, at hun vil fuske med valgresultatet på lørdag. En anden medstifter, Michal Šimečka, blev i 2019 valgt til Europa-Parlamentet, hvor han nu er næstformand og sidder i gruppen Renew Europe sammen med blandt andre Radikale Venstre. Šimečka er desuden partiets leder, og på lørdag er han Ficos største konkurrent med en mere svingende tilslutning på to-tre procentpoint under Ficos mere stabile 20 procent.

Spørger man mange af de unge, der gik på gaden efter mordet i 2018, repræsenterer de progressive en nødvendig liberal forandring. Spørger man Ficos støtter, står de progressive for alt det værste i den vestlige verden. Ikke mindst historieløshed. De progressive undsiger landets historiske tilknytning til Sovjetunionen, som Fico forsvarede over for den tyske journalist på omtalte pressemøde. 

For de progressive er det ikke sovjetisk nostalgi, men et andet, mere nutidigt minde, der trænger sig på: På en lys mur, midt på en travl hovedgade i Bratislava, hænger et makabert mindesmærke over mordet på Ján Kuciak og Martina Kušnírová fra 2022. Det forestiller to mandshøje væsener, der hænger fast på muren, mens en stor rødlig, bronzefarvet plet flyder ud på fortovet. Ján Kuciaks gamle signaturhilsen, som graverjournalisten plejede at sende til kollegaer og kilder, står indgraveret på jorden: »Tak mig ikke, bare husk.«

Udenlandske kræfter

At Fico nu er tilbage, fem år senere, anser mange i landet som et tegn på, at længslen efter Sovjetunionen og frihed fra Vestens moralske krav trumfer mindet om det nylige mord på Kuciak og den frie presse.

»Det er frygteligt,« siger Viktoria Rogulova, en 21-årig, rødhåret kvinde, som står fem meter bag mindesmærket og venter på sin kæreste, Janka. Hun har et lyseblåt badge med de progressives initialer, P.S., på brystet. Både hun og kæresten »blev politisk vakte« af mordet – det var »et formativt øjeblik for mange unge slovakker«, siger hun. 

I årene efter droppede hun aktivismen igen, men nu er hun atter aktiv, takket være Ficos comeback. »Jeg føler, at jeg har et ansvar for, at Kuciaks arv ikke bliver glemt,« siger hun. Desuden frygter hun »af åbenlyse årsager« for sine rettigheder; hendes kæreste er en kvinde.

Lgbtq-rettigheder hører under den liberale »propaganda«, som Fico og SMER vil bekæmpe. Ligesom kravet om solidaritet med Ukraine. I sin valgkampagne skildrer Fico den slags importeret vestligt tankegods som en slags sindelagskontrol. Det understregede han i sit meget lange svar til den tyske journalist på det nylige pressemøde med en retorisk sammenligning af passive får og stærke ulve, som mange vil kende fra blandt andet vaccineskeptikere og konspirationsteoretikere: »Slovakiet er et land, hvor folk ikke »æder hø«,« sagde han. »Folk har deres egne hjerner.«

Tilbage på torvet i Topoľčany vil Oto og Miroslav end ikke tage de progressives partinavn i deres mund. De fnyser ved tanken. »De tør ikke engang sige, at der kun findes to køn,« ler de.

Hvad med dobbeltmordet på det unge par fra 2018 og de efterfølgende protester? Har de ikke gjort indtryk?

Demonstrationerne kan de to mænd skam godt huske. »Meeeeen,« siger de. »Er vi nu helt sikre på, at de protester var ægte og autentiske? Vi tror, at de blev skabt af kræfter udefra for at splitte os.«

Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.