Kagemandens veto

Constantin Schreiber er Tysklands svar på Johannes Langkilde fra DR; det vil sige en tidligere udenrigsreporter midt i 40erne, som sidder bag skærmen på landets vigtigste tv-station og læser aftennyheder op med et pænt ansigt, et glimt i øjet og et knivskarpt blik. Men ARDs studievært Constantin Schreiber er kendt for mere end det.

Han har også lavet bøger og film om islam, som blandt andet har afsløret, at tyske moskeer prædiker sharia, og at muslimske skolebøger er fulde af intolerante budskaber. Hans nebengesjæft med islamjournalistik har gjort ham til en eftertragtet foredragsholder i hele Tyskland. Men det har også givet ham mange fjender.

Forleden – kort efter at han på universitetet i Jena blev udsat for nazibeskyldninger og et angreb med lagkage fra gruppen Udogmatiske Venstreradikale – meddelte han, at »han havde fået nok«.

Constantin Schreiber trækker sig nu fra islamdebatten og kommer ikke til at beskæftige sig med emnet i fremtiden. Det har nu udløst en større debat i Tyskland om ytringsfrihed i medierne og retten til at kritisere islam.

Koranens børn

Schreiber tiltrak sig stor opmærksomhed, da han i 2017 udgav Inside Islam: Hvad der prædikes i Tysklands moskeer. Her refererede journalisten nøgternt og ordret – uden at tage personlig stilling – hvad der blev prædiket i 13 moskeer rundtom i Tyskland.

Han var budt indenfor, og som arabiskkyndig kunne han dokumentere, at der helt åbent blev prædiket antidemokratiske budskaber og arabisk nationalisme. Bogen blev nummer et på bestsellerlisten, dannede forlæg for Moskerapporten på ARD og skabte masser af politisk debat om fejlslagen integration i Tyskland.

I 2019 skrev han Koranens børn: Hvad muslimske elever lærer, hvor han beskrev, at der i mange muslimske skolebøger udbredes kønsstereotyper, antivestlig propaganda og religiøs intolerance. Også dén blev en bestseller, og i 2021 fulgte han op med den dystopiske roman Kandidaten, som var en pendant til franske Michel Houellebecqs Underkastelse, idet den tjente som advarsel mod politisk polarisering og rettede et kritisk blik mod en snigende islamisering.

Schreiber modtog faglig anerkendelse for sine bøger og film, men fra nogle forskere og journalister kom der hård kritik. I en anmeldelse af Koranens børn i tidsskriftet Disorient forlød det, at »Schreibers analyse indeholder racistiske, islamofobiske og ofte AfD-nære holdninger, og den spreder og legitimerer højreekstremistiske diskurser«.

Kandidaten fik også det glatte lag i venstreavisen taz, hvor Schreibers ARD-kollega Stefan Buchen skrev, at romanen »er en politisk hadpamflet, der vækker frygt for migranter«, og han fulgte op i magasinet Katapult: »Kandidaten har en chokerende lighed med det nazistiske propagandaværk Jøden Süss.«

Den sammenligning med Jøden Süss blev fremhævet på de løbesedler, som gruppen Udogmatiske Venstreradikale 29. august i år uddelte på universitetet i Jena, inden de afbrød et bogarrangement med Schreiber og 250 tilhørere. Her stormede to personer podiet og råbte »Ingen scene for racisme!«, mens en tredje løb hen mod Schreiber og trykkede en stor lagkage ind i hans ansigt.

»Nu ved jeg, hvor du bor!«

Schreiber havde nu fået nok. Den 14. september lod han sig interviewe i Die Zeit – Tysklands intellektuelle medieflagskib – der på forsiden sammenfattede hans budskab: »Ikke et ord mere om islam!«

Schreiber uddybede inde i avisen: »Jeg vil ikke længere ytre mig om noget, der har det fjerneste med islam at gøre. Jeg vil ikke skrive bøger om det, jeg afslår talkshowanmodninger, jeg stiller ikke mere op. Nogle vil måske lade champagnepropperne springe, men om dette er en gevinst for ytringsfriheden og journalistikken, er et andet spørgsmål.«

I interviewet fortalte Schreiber, at han ofte også havde oplevet trusler, for eksempel en bombetrussel mod et seminar på et akademi, hvor han skulle tale om islam og medier.

Og så var der en sen aften, hvor han efter en nattevagt på sin tv-station tog en taxa hjem:

»Jeg stiger ind, og taxachaufføren siger ikke et ord til mig hele vejen. Jeg tænkte, ja, måske er han træt. Jeg betaler, åbner døren, og han vender sig om og siger: 'Nu ved jeg, hvor du bor!' Det var, og er, skræmmende for mig,« sagde han og afviste, at han som journalist havde gjort andet end at berette om virkeligheden: »Man kan ikke hos mig finde noget antimuslimsk. Det er sladder.«

Dybest set er der intet nyt under solen i den historie. Andre journalister og forfattere har oplevet det samme som Schreiber og fortalt offentligt om det. Det nye er, at det er en så profileret tv-kendis som Schreiber, som nyder stor popularitet »ude ved kakkelbordene«, der stiller sig frem. Det har givet emnet en kæmpe gennemslagskraft i offentligheden, og samtlige medier beskæftiger sig i disse uger med det.

Snæver meningskorridor

Derudover er det måske et forandringstegn, at netop Die Zeit, der har tenderet til tilbageholdenhed i islamkritikken, i denne sag er »fremme i skoene« i forhold til den betændte debat om islam, integration og ytringsfrihed.

I Die Zeit trykte man forleden en lang række erklæringer fra intellektuelle, der solidariserer sig med Constantin Schreiber, og de kunne fortælle mange historier om fjendtligheder i den tyske islamdebat.

En af dem er islamforskeren Susanne Schröter fra Goethe-universitetet i Frankfurt am Main, der fortæller om det enorme »pres, der ligger på alle, der rejser kritik af den islamiske verden og af de islamiske samfund i Tyskland«. Disse kritikere har oftest måttet leve med »karaktermord« i offentligheden, fortæller hun.

Forfatteren Khola Maryam Hübsch, der er ahmadiyyamuslim, fortæller, at hun modtager trusler fra både højrefløjen, religiøse ekstremister og militante ateister. Hun er stærkt kritisk over for Schreibers bøger, men hun kommer til at savne ham: »Hvis meningskorridoren bliver så snæver, at kun holdninger, som flertallet bifalder, kan fremsættes, vil vores debatkultur være død.«

Politologen Hamed Abdel-Samad beretter, at universitetet i Augsburg for nylig »afinviterede« ham fra en paneldebat efter protester fra venstreradikale og muslimske kredse, fordi han er en kendt islamkritiker. Han lever under politibeskyttelse og har ofte overvejet at tie stille i debatten – ligesom den kendte studievært nu har annonceret, at han vil.