Protest
Post til tiden
Astrid Lindhardt og Anna Bjørgulf fra performancegruppen Persona non grata, mødte tirsdag i denne uge stort set afklædt op i Kulturministeriet med en protest imod den foreslåede ytringsfrihedsbegrænsende koranlov. Happeningen, hvori de to brevbærere optrådte i rollen som Retfærdighedens Gudinde, udgik fra teatret Sort/Hvid på Vesterbro i København og var støttet af flere andre teaterscener.
»Kære kulturminister – forsvar kunstnerisk frihed,« lød budskabet på aktivisternes medbragte lærred, der i sammenrullet form målte et par meter. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt tog imod og havde endda selv taget sit tøj af, så han kunne debattere den nøgne sandhed om lovforslagets faldgruber og den oplagte risiko for magtmisbrug, det indeholder.
Nej, det er selvfølgelig løgn. En ordknap kontorbetjent tog imod protesten, mens ministeren var et andet sted. Forinden havde Engel-Schmidt dog på Instagram givet protestaktionen sin repressivt tolerante omfavnelse og meddelt, at der »desværre« næppe kan gøres undtagelser for kunsten, når regeringen om kort tid håber at kunne straffe religiøs utilbørlighed af hensyn til statens samarbejde med onde regimer. Den 4. oktober har flere ungdomspartier anmeldt en demonstration til støtte for ytringsfriheden ved Christiansborg.
Demonstration, Christiansborg, 4. oktober klokken 16.
Film
Auteurkunst
Da jeg missede den i biffen, ser jeg frem til, at Wes Andersons 11. film, Asteroid City, kan streames midt i oktober. Selvom instruktørens pertentlige og pyssenyssede iscenesættelse kan gøre hans film lidt klaustrofobiske – som filmiske flaskeskibe – og selvom Andersons farvevalg, kompositionsstil og typografi er så særegen, at man med kunstig intelligens kan Wes Andersonificere ethvert billede på sekunder (prøv engang at google »Joe Biden as a Wes Anderson movie«) – har jeg har ikke fået nok af Wes Anderson.
Den bedste af de første ti film er Rushmore fra 1998, der handler om den på samme tid hyperbegavede og stupide teenager Max Fischer, som producerer fantastiske teaterforestillinger og forelsker sig i skolens børnehaveklasselærerinde, Rosemary Cross. Men Rosemary har også en anden bejler, nemlig Max’ ven, den midaldrende fabrikant og rigmand Herman Blume, der spilles af Bill Murray, sådan som Murray efterfølgende har spillet alle sine roller. Drengen og mandens kamp er filmens motor.
Rushmore er en fuldendt demokratisk film, i den forstand at den forkaster eller ignorerer normer og klasse og tildeler alle sine karakterer ligeværdighed og handlekraft. Og så er den fuld af aggressiv musik. Brian Cox fra Succession er også med, og god.
Rushmore, Wes Anderson, Disney+.
Podcast
Driftssikkerhed
På det seneste har jeg indtaget en god bid af min amerikanske technyhedsdiæt hos Kara Swisher og Scott Galloway i podcasten Pivot. Værternes kombination af indbildskhed, tissemandsvittigheder og indsigt er forfriskende.
Swisher er erfaren techreporter og en no bullshit-interviewer, der minder mig lidt om DRs Marie Louise Toksvig. For tiden er yndlingsemnet Elon Musk, der kaldte Swisher for »røvhul« i en e-mail, og hun giver igen fra samme skuffe. Galloway underviser i markedsføring på uni efter i en årrække at have skabt, mistet og genskabt formuer på at stifte og lede virksomheder inden for branding. Hans kæpheste er unge mænds opdragelse og værdien af at møde mennesker i virkeligheden.
Amerikanere er så driftige; det er stimulerende at lytte til dem. Begge værter har i øvrigt deres egne podcasts ved siden af.
Pivot, Kara Swisher og Scott Galloway, New York Magazine.
Glas
Håndværksreality
Glaskunstneren Anett Biliczki modtog i sidste uge Hempels Glaspris og 100.000 kroner, hvilket giver mig lyst til at anbefale glaspustningsserien Blown Away, hvoraf tre sæsoner er tilgængelige på Netflix.
Der er to slags reality: serier om dygtige mennesker og serier om umuliusser. Blown Aways medvirkende er rekrutteret fra den dygtige gruppe; ja, måske ville det faktisk have været livsfarligt at lade rene amatører dyste om at skabe kunst af flere hundrede grader varm glasmasse, mens uret tæller ned?
Uanset er deltagernes færdigheder en årsag til, at programmet fungerer så godt. Glas er smukt – nogle gange smukkest – imens det tager form, og programmet er kun moderat hysterisk i sin realityform med gråd og hjemsendelse af deltageren, der havde den dårligste dag. Måske er uhysteriske programmer om dygtige mennesker i fremmarch?
På DR bygges lamper og møbler, man designer og syr tøj, pynter mousse i bagedysten og maler malerier. Det er meget opbyggeligt i en digitaliseret tid, at så mange tilvirker genstande med deres hænder og forvandler deres tanker til fysiske produkter. Skulle man i øvrigt få lyst til at se prisvinder Anett Biliczkis værker af glas, kan det ske i Hempel Glasmuseum i Nykøbing Sjælland til næste år, når hun udstiller solo.
Blown Away, Netflix, Hempel Glasmuseum, Odsherred.
Musik
Ambientterapi
Brian Eno navngav genren »ambient music«, da han udgav Ambient 1: Music for Airports i 1978. Ambient er musik, man kan opholde sig ved. Stemningssættende musik. Og fordi man netop ikke forventes at rette sin fulde opmærksomhed på musikken, men snarere befinde sig i den, er ambient sjovt nok også ... ja, en slags støj. Men velgørende støj.
I de seneste uger har jeg lyttet til albummet Going Inside. Det er ny dansk ambient fra Rumpistol (Jens Berents Christiansen), som efter samtaler med forskere fra Rigshospitalets neurobiologiske afdeling har komponeret på basis af seneste viden om effekterne af psykedelisk terapi. Altså hvor patienterne under påvirkning af bevidsthedsforandrende stoffer bringes i en tilstand, hvor de er modtagelige for terapi.
Hvordan lyder det så? Som klaver- og harpeklang, skvulpende bølger, synthesizere og menneskestemmer i et brusende, organisk miks. Jeg kan godt lide at ankomme i god tid til lufthavnen, når jeg skal rejse, og Rumpistol har i sandhed bygget en lufthavn, man gerne vil sidde og kukke i.
Going Inside, Rumpistol, Raske Plader.
