En sommernat i 1813 blev den sidste danske ulv skudt og dræbt ved Estvadgård sydvest for Skive. Knap 200 år senere gjorde Europas næststørste landrovdyr comeback herhjemme, hvor det nu for alvor er ved at bide sig fast. Siden 2020 er bestanden vokset støt, og sidste år fordobledes antallet af danske ulve sammenlignet med året før. Den seneste optælling lander på små 50 individer; 30 voksne og op mod 20 hvalpe, og der kan være udsigt til mange flere i de kommende år.
Torsdag den 28. september præsenterer forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi et nyt fagligt notat, hvor de vurderer den nuværende og fremtidige bestand af ulve i Danmark. Her lyder det, at artens økologiske bæreevne ligger på mellem 77 og 210 individer.
»Det er det antal ulve, der er levegrundlag for herhjemme, hvis vi ellers lader dyrene være i fred. Kort sagt når vi frem til, at der maksimalt er plads og føde nok til mellem 77 og 210 ulve på tværs af Jylland, som udgør det danske bestandsområde,« siger Peter Sunde, professor i faunaøkologi ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og en af forfatterne til det nye notat.
I notatet kan man også læse, at den danske ulvebestand potentielt kan vokse med 36 procent om året, så længe dødeligheden ligger på et naturligt niveau. Sunde understreger, at 210 ulve ikke nødvendigvis er det mest sandsynlige resultat, men et maksimum. Men en bestand i den størrelsesorden vil sætte sig tydelige spor, siger professoren, der desuden fungerer som officiel rådgiver for Miljøstyrelsen og deltager i overvågningen af de danske ulve.
»En stadig voksende ulvebestand vil dels betyde, at der vil være større områder i Jylland, hvor ulven lever permanent, ligesom der dels må forventes flere strejfulve i Jylland generelt. Flere områder med en konstant tilstedeværelse af ulve vil også øge risikoen for ulveangreb på husdyr. Her vil den bedste forvaltningsmæssige løsning være at indhegne alle de arealer, hvor der græsser prædationsudsatte husdyr – først og fremmest får – bag ulvesikrede hegn. Ellers vil de blive angrebet før eller siden,« siger Peter Sunde.
Store stygge
Det er ikke kun i Danmark, at ulven vinder frem i disse år. I en tid med galoperende biodiversitetskrise og tam vild natur er ulven en bevaringsmæssig succeshistorie i store dele af Europa. Her var ulven jaget vildt i århundreder, indtil der så sent som i 1970erne kun var enkelte små populationer tilbage i Syd- og Østeuropa. I 1992 indførte EU imidlertid en totalfredning af den europæiske ulv, og siden er antallet steget markant.
Alene fra 2016 til 2021 voksede den samlede bestand af ulve i EU med 31 procent, så den i dag tæller godt 19.000 individer, viser en opgørelse fra naturbevaringsorganisationen IUCN fra sidste år.
Udviklingen er ikke gået ubemærket hen. Ulven deler mildest talt vandene, og særligt landmænd kræver, at den reguleres i videst muligt omfang. Det har fået EU-Kommissionen til at rasle med sablen. Anført af formand Ursula von der Leyen meddelte Kommissionen i en pressemeddelelse 4. september, at man nu »indleder en ny fase i sit arbejde for at håndtere udfordringerne i forbindelse med ulvens tilbagevenden«.
Ved samme lejlighed opfordrede Kommissionen alle berørte og interesserede lokalsamfund, videnskabsfolk og interesserede parter til at indsende opdaterede data om ulvebestande og deres indvirken.
På den baggrund vil Kommissionen »træffe afgørelse om et forslag (fra Europa-Parlamentet, red.) om at ændre ulvens beskyttelsesstatus i EU, hvor det er relevant, og ajourføre den juridiske ramme for om nødvendigt at indføre yderligere fleksibilitet«, lyder det.
I sin officielle udtalelse er Ursula von der Leyen mere direkte:
»Koncentrationen af ulveflokke i visse europæiske regioner udgør en reel fare for husdyr og potentielt også for mennesker.«
Citatet har vakt opsigt, og kommissionsformanden kritiseres vidt og bredt af naturorganisationer og forskere. Det er først og fremmest bemærkningen om ulvens trussel mod mennesker, der anfægtes.
I en fælles udtalelse beskylder en stribe natur-ngo’er – blandt andet BirdLife International og Verdensnaturfonden – Kommissionen og von der Leyen for at dele vildledende information, da ulveangreb på mennesker fortsat er yderst sjældne.
Også Peter Sunde er forundret. Professoren understreger, at han som sådan ikke har en holdning til ulven, men som forsker udelukkende forsøger at forstå og forklare den og klæde beslutningstagere på til at træffe afgørelser på et oplyst grundlag. Af samme årsag kommenterer han ikke normalt på udmeldinger fra politikere, men her gør han en undtagelse:
»Med sådan en udtalelse er Ursula von der Leyen med til at forstærke et problem, som i udgangspunktet er psykologisk mere end reelt. Alle data viser, at ulven ikke er en væsentlig trussel mod mennesker. Det sidste dødelige angreb i Europa fandt sted i Spanien i 1974. Siden har vi haft flere tilfælde, hvor enkelte ulve har nappet til mennesker, som kun fik overfladiske skader. Her er der typisk tale om ulve, der har vænnet sig til at opsøge mennesker, fordi de bliver fodret. Sådanne ulve skal fjernes, og det bliver de,« siger Peter Sunde.
»Ved at tale om ulve som en mulig risiko for mennesker trykker von der Leyen på en stor, fed rød angstknap, der lukker ned for fornuften og op for frygten. Det gør det vanskeligere at diskutere de problemer, som ulven repræsenterer, reelt.«
Som en ejendommelig krølle på halen blev Ursula von der Leyens 30-årige pony Dolly angrebet og dræbt af en ulv på kommissionsformandens gård ved Hannover i Tyskland sidste år. Drabsulven med navnet GW950m var allerede før angrebet kategoriseret som en såkaldt »problemulv«, da den gentagne gange har angrebet husdyr. Derfor havde forvaltningsdomstolen i Hannover givet grønt lys til at jage og nedlægge ulven.
Foreløbig udløb tilladelsen til at skyde den hestedræbende ulv 31. januar i år, og GW950m lever så vidt vides endnu.
Gradbøjet fredning
Jagten på GW950m er et godt eksempel på de undtagelser til EU-fredningen af ulven, der allerede findes i dag. Ulven nyder beskyttelse under EUs habitatdirektiv, hvor den har status som bilag 4-art; den strengeste fredningskategori i direktivet. Det betyder først og fremmest, at ulven er beskyttet mod »forsætligt drab«.
Fravigelser er imidlertid tilladt, hvis et af flere kriterier er opfyldt. For eksempel kan der gives dispensation til at dræbe ulve, der viser aggressiv adfærd over for mennesker eller angriber dyrehold i områder, hvor det ikke er muligt at opsætte ulvesikrede hegn. Dispensationen må dog ikke have en skadelig effekt på ulvebestanden i et givet område.
På den baggrund er det også uklart, hvordan Kommissionen konkret vil ændre bestemmelserne fremover.
»For mig er det svært at se, hvad det er for mere substantielle forandringer Ursula von der Leyen og Kommissionen lægger op til,« siger seniorforsker Hans Peter Hansen, der har kontor ved siden af Peter Sunde på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Han er i modsætning til Sunde ikke biolog, men forsker med en baggrund i samfundsvidenskab i de konflikter, der kan opstå i forbindelse med forvaltningen af vildt, herunder ulve.
»Jeg ser det mere som et signal og en anerkendelse af, at ulvespørgsmålet fylder rundtomkring i medlemslandene,« siger han.
Til gengæld oplever seniorforskeren, at der blandt ulveeksperter er ved at ske et skifte i retning mod en mere lempelig holdning til regulering.
»Jeg deltog for nylig ved en stor ulvekonference i Sverige, hvor en række af de fremmeste eksperter på området var til stede, som har tegnet det her forskningsfelt i årtier. Her var det et gennemgående budskab i deres oplæg, at vi med knap 20.000 ulve i dag har en helt anden situation end for 10-20 år siden, hvor man skulle køre fra Herodes til Pilatus for at finde en ulv i Europa. Nu skal vi i stedet til at acceptere, at regulering af ulve kan være nødvendig,« siger Hans Peter Hansen.
Også Peter Sunde mener, at der kan være gode grunde til at kaste et kritisk blik på forvaltningen af ulve i Europa.
»Jeg synes, det er rigtigt set, at hvis du har en art, som vokser meget et eller flere steder, så må man kigge på konsekvenser og regulering lokalt. Måske er der visse kulturlandskaber, hvor ulven ikke skal være. Hvis et ulvekobbel slog sig ned i Tøndermarsken herhjemme og begyndte at leve hovedsageligt af får, ville det give god mening helt at fjerne dem, da de ville forårsage langt større skade end et ulvekobbel i et skovrigt område, der lever af naturlige byttedyr.«
Jages i dag
Regulering af ulve finder allerede sted i flere af vores nabolande. Både Sverige, Norge og Finland har i flere år gennemført egentlig licensjagt på ulve. Sidste år fandt den hidtil største organiserede ulvejagt i nyere tid sted i Sverige. Her blev 54 af landets 460 ulve nedlagt. I Frankrig har regeringen netop præsenteret en ny ulvelov, der lemper på beskyttelsen af rovdyret.
Hvorvidt jagten er i tråd med EUs bestemmelser, ligner en gråzone. Sigende er det, at EU-ombudsmanden i sommer indledte en undersøgelse af, hvorfor Kommissionen endnu ikke er nået frem til en afgørelse på en mere end ti år gammel anklage om ulovlig ulvejagt i Sverige i 2010. Her blev 20 ulve skudt i den første officielle jagt på rovdyret siden 1964.
I 2007 fik Finland et rap over nallerne af Kommissionen, da det blev vurderet, at finnernes daværende jagt på ulve ikke var i overensstemmelse med undtagelserne til habitatdirektivet.
»Det ser ud, som om flere lande prøver sig lidt frem og afventer, om Kommissionen reagerer eller ej. Foreløbig er Sverige sluppet godt fra sidste sommers store jagt,« siger Hans Peter Hansen.
Ifølge Peter Sunde kan regulering af ulve også teknisk set komme på tale i Danmark. I det nye notat skriver han og de øvrige forfattere, at vi i så fald skal bevare en bestand på mellem 40 og 100 ulve, hvis populationen skal være demografisk levedygtig, altså være i stand til at modstå naturlige svingninger i antal uden at blive så lille, at den kan ikke kan opretholdes.
»I sidste ende er det et politisk valg, hvor meget man er klar til at investere i forebyggelse af ulveangreb, kompensationsordninger og så videre. Der kan være områder, hvor ulve er uforholdsmæssigt bøvlede – det kunne være steder med mange husdyr, hvor ulven er forbundet med så store udgifter og udfordringer, at det giver mening at regulere den.«
Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.
